Netgear Orbi AX6000

Mesh-routere er kendt for at være mere stabile end hurtige. Er dette sæt anderledes?

Med Orbi AX6000 er Netgear sprunget et ordentligt stykke foran alle andre mesh-routere. Sættet har forrygende tophastighed, fremragende dækning og en rækkevidde, der er bedre end noget andet mesh-sæt, vi har prøvet. Dog har prisen også taget et stort spring opad.

Ved at skifte til Wi-Fi 6 har Netgear løst det mest almindelige problem med mesh-routere, nemlig at de ikke er særlig hurtige. I vores målinger af Orbi AX6000 nåede vi en trådløs hastighed på 814 Mbit/s, langt hurtigere end noget andet mesh-sæt, vi har testet. Dertil kommer stabile hastigheder på mellem 200 og 300 mbit/s gennem hele huset.

Rækkevidden er også i top. I modsætning til andre mesh-sæt går signalet godt gennem husets ydervægge, og giver en stabil forbindelse på en afstand, der svarer til de bedste almindelige routere, vi har prøvet. I fri luft kan vi få forbindelse på over 100 meters afstand!

Rent fysisk er her tale om ret store enheder. De vejer over et kilo stykket, og fylder godt i en reol. På bagsiden af hver er der fire netværksporte til kablede enheder, og hovedenheden har endda en internetforbindelse på hele 2,5 Gbit/s. Det er god fremtidssikring.

I vores afprøvning af sættet oplevede vi også, at de gode hastigheder holder i alle situationer. Det har en teknisk forklaring: Ud over de tre kanaler, man kan tilslutte enheder til, bruger netværket en helt separat kanal til at kommunikere indbyrdes. Det er godt fundet på, og vi forventer at andre vil efterligne den metode i fremtiden.

Opsætningen foretages med en guide i en Android-telefon eller iPhone. Guiden forklarer de mange trin rigtig godt, omend ikke på dansk. Efter opsætningen danner enhederne et samlet netværk, der skifter automatisk mellem 2,4 GHz og 5 GHz. Derefter kan netværket bruges uden at bekymre sig yderligere om tekniske detaljer.

Det er skønt, at administrationssiderne er veludviklede, og endda på dansk. I modsætning til andre mesh-sæt er her alle de avancerede muligheder, man kan få brug for. Tilmed er siderne pænt disponerede, så man ikke farer vild i de mange indstillinger.

Testzonen default image

Orbi AX6000

Karakter: 9.4/10
Pris: 6.399 kr
Mærke: Netgear
Testdato: 31. januar 2020
9.4 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Flot tophastighed
God rækkevidde
Avanceret konfiguration
Minus
Usædvanlig dyrt
Konklusion
Orbi AX6000 er suverænt det bedste mesh-sæt, vi har prøvet. Desværre er det også klart det dyreste.
Specifikationer
Type
Router
Trådløs standard
WiFi 6
Kabelnetværk/ethernet
2,5 Gigabit Ethernet
Netværksporte
4 per enhed + WAN-port
USB-porte
-
Elforbrug
2 x 9 watt
Mål
25,4 x 7,1 x 19,0 cm
Angivet hastighed
2400 mbit/s
Målt hastighed
814 mbit/s