Fuld fart på netværket – med og uden kabel

Hastigheden på trådløse netværk er stadig i rivende udvikling, men kabelforbindelsen har faktisk også fået en opgradering. Vi tester de nyeste routere.

Hvis routerens netværkshastighed er vigtigere for dig end den trådløse rækkevidde, kan du virkelig få din lyst styret på de næste sider. De fire trådløse routere, vi har sat op mod hinanden, er blandt de hurtigste, du kan købe. De seneste år har meshnetværk ellers vundet frem – altså den type trådløse netværk, hvor en router og flere trådløse satellitter samarbejder om at videresende data, så de tilsammen kan dække et stort hus med netværk.

Routerne i vores test er beregnet til at klare sagerne alene, og de er typisk noget hurtigere end et mesh-netværk. Til gengæld må du så leve med, at hastigheden er højest lige ved siden af routeren, mens den falder, desto længere du kommer væk fra routeren med din computer eller telefon. Det hjælper heller ikke, at vandrør, mikrobølgeovne og andet er med til at sænke signalets styrke betragteligt undervejs. Den nyeste trådløse netværksstandard bruges i to af routerne i testen. Den hedder Wi-Fi 6E og giver dig det helt nye frekvensbånd på det trådløse netværk.

Det er en stor fordel, hvis du bor tæt på mange andre trådløse netværk. Ulempen ved Wi-Fi 6E er på den anden side, at rækkevidden ikke er så stor, fordi det trådløse signal har en meget kortere bølgelængde. En overgang så det ud, som om den trådløse hastighed ville overhale de gode gamle kabler, men flere af routerne i testen er udstyret med hurtige netværksporte – faktisk helt op til 10 gange så hurtige som de gængse 1-gigabit- porte. Det er godt nyt for alle os, der stadig har udstyr, der er afhængigt af en stabil kabelforbindelse.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.