Del let filer mellem husets computere

Nu behøver du aldrig mere at sende filer til dig selv på mail eller overføre dem via en USB-nøgle. Det kan gøres både hurtigere og nemmere med det nye program Payload.

Har du flere computere i brug på samme adresse, så kender du også dette problem: Filen, du lige skal bruge, ligger på en anden computer. Irriterende og upraktisk. Og hvor er nu den USBnøgle, som du plejer at bruge til at flytte filer mellem dine computere? Måske skulle du bare sende filerne til dig selv i en mail. Men så opdager du, at filerne er alt for store og derfor ikke kan vedhæftes i en mail.

Løsningen på problemet hedder Payload og er et helt nyt program i Fordelszonen, som på ganske enkel vis løser problemet med at flytte og dele filer på tværs af computere derhjemme. Lad os sige, at du fx har en film på din stationære computer, som du gerne vil have flyttet over på den bærbare computer, som du så kan tage med i sommerhus. Først starter du Payload på den stationære computer, dernæst starter du det på den bærbare. Og herefter er det blot at vælge filmen på den stationære computer og overføre til den bærbare. Vupti, så er filen sendt afsted. En af de største fordele ved Payload er, at programmet er ekstremt nemt at bruge og sætte op.

Det kræver ingen særlig teknisk viden eller erfaring, og du er i gang med at sende og modtage filer i løbet af få minutter. Programmet understøtter desuden mange forskellige filtyper, herunder billeder, videoer, dokumenter og musikfiler. Det er også muligt at sende flere filer på én gang og sågar hele mapper, hvilket gør programmet yderst praktisk til større filoverførsler.

Derudover virker programmet på tværs af styresystemer, og du kan altså sagtens overføre filer fra fx Windows 10 til Windows 11 eller omvendt. En anden stor fordel ved Payload er, at programmet er meget sikkert at bruge. Alle filer, der overføres via programmet, krypteres og beskyttes derved mod uautoriseret adgang, så filerne ikke falder i forkerte hænder.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.