Har du også oplevet at få en masse reklamer på Facebook for ting, du absolut ingen interesse har i, eller som du måske gerne ville slippe for at se igen?
Facebook prøver igennem din adfærd på Facebook og på nettet at gennemskue, hvilke reklamer du helst vil se. Men det er ikke altid, at deres system fungerer 100%.
Det er svært at slippe for annoncerne på Facebook, og når du alligevel skal se dem, kan du lige så godt sørge for, at de er relevante for dig.
Læs også: Sådan tager du kontrol over din Facebook-væg
Sådan tager du kontrol over reklamer på Facebook
Ved hjælp af den lille pil i øverste højre hjørne på Facebook kan du navigere til Indstillinger-> annoncer.
Her kan du se de oplysninger, som Facebook baserer deres reklamer til dig på. Den øverste fane ved navn Dine interesser er der, hvor du finder det meste af det, Facebook ved om dig.
Her kan du selv slette i interesserne. Eksempelvis havde jeg opera som en interesse, selvom det mildest talt ikke hører til blandt mine interesser.
Hold blot musen over interessen og klik så på krydset. Gør det med alle de emner, som du ikke føler passer til dig.
På siden kan du også ændre, om Facebook skal basere reklamer på, hvilke hjemmesider du besøger.
Du får ikke færre reklamer, fordi du sletter interesser her – men de reklamer, du får, vil passe bedre til dig.