Microsoft fjerner farlige filtyper

Outlook skal være mere sikker, så Microsoft spærrer for en hel stribe filtyper.

Microsoft advarer og fjerner farlige filtyper

Microsoft griber nu ind over for en stribe filtyper. Formål: At du slipper for virus i indbakken og dermed på din pc. Vi giver dig navnene på de risikable filtyper.

2. oktober 2019 af Steffen Nielsen

En af de største syndere, når en pc inficeres med virus, er vedhæftede filer i mails. 

Det har fået Microsoft til at blokere for 142 forskellige filtyper, som du nu ikke længere kan vedhæfte i dine mails, hvis du bruger Outlook for the web. 104 af filerne kan du heller ikke vedhæfte i andre versioner af Outlook.

Outlook for the web bruger du måske, hvis du har betalingstjenesten Microsofts Office 365. Det er nemlig Microsofts web-udgave af det populære og avancerede Outlook-program i 365-pakken.

Ligesom alle andre mailprogrammer og -tjenester døjer Microsoft med angreb i form af vedhæftede filer, som kan indeholde alt fra virus til rootkits og endnu udspekulerede skadelige programmer.

Derfor har de valgt at blokere for de farlige filtyper.

Blokerer 142 farlige filtyper

I forvejen har Microsoft defineret hele 104 filtyper, som er potentielt farlige - og som derfor er blokerede i Outlook. Dem kan du se en liste over her

At en filtype optræder på listen betyder, at du ikke kan downloade disse filtyper fra mailtjenesten til din pc, hvis nogen forsøger at sende dem til dig.

Ud over de 104 allerede kendte filtyper, har Microsoft nu meddelt på firmaets blog, at de vil tilføje yderligere 38 filtyper til listen. De vil blive tilføjet til den oprindelige liste snarest, men indtil da viser vi dig dem her:

  • Java-filer: ".jar", ".jnlp"
  • Python-filer: ".py", ".pyc", ".pyo", ".pyw", ".pyz", ".pyzw"
  • PowerShell-filer: ".ps1", ".ps1xml", ".ps2", ".ps2xml", ".psc1", ".psc2", ".psd1", ".psdm1", ".psd1", ".psdm1"
  • Digitale certificater: ".cer", ".crt", ".der"
  • Øvrige filtyper: ".appcontent-ms", ".settingcontent-ms", ".cnt", ".hpj", ".website", ".webpnp", ".mcf", ".printerexport", ".pl", ".theme", ".vbp", ".xbap", ".xll", ".xnk", ".msu", ".diagcab", ".grp"

Udover web-udgaven af Outlook, tilbyder Microsoft også en gratis løsning til webmail, som ikke er omfattet af sikkerhedstiltagene. Den finder du her.

Sådan deler du de blokerede filtyper

Hvis du har behov for at dele filer af de nu blokerede typer med andre, er der andre muligheder end at sende dem i en mail. 

Sådan kan du sende (eller modtage) de blokerede filtyper:


  1. Gem filen i skyen fx OneDrive eller Dropbox og del linket til filen i en mail. 
  2. Komprimer filen til zip-format, så kan Outlook ikke genkende det blokerede filformat. Brug fx programmet 7-Zip, som du finder i Fordelszonen her.
  3. Gem filen på en server eller et FTP-sted med et FPT-program som fx Filezilla
  4. Omdøb filen fra det blokerede format til fx .doc, som ikke blokeres. Så kan modtageren efterfølgende omdøbe filen til det oprindelige filformat. 

Læs mere om, hvordan du kan få fat i blokerede filer hos Microsoft via dette link.

Måske er du interesseret i ...