For få dage siden bekræftede Google, at deres internetbrowser, Google Chrome, er ramt af ikke bare én men to nye usikkerheder. Begge usikkerheder kategoriseres som “alvorlige”.
Usikkerhederne blev fundet af sikkerhedsfirmaet Kaspersky, som også har opdaget, at den ene af usikkerhederne allerede er blevet misbrugt. Kaspersky har givet disse angreb det farverige navn Operation WizardOpium.
Google har allerede udsendt en opdatering til Google Chrome-browseren, som alle brugere opfordres til at installere.
Den nye version hedder 78.0.3904.87, og kan hentes via browserens indbyggede funktion.
Sådan opdaterer du Google Chrome
For at hente den nyeste version af Google Chrome-browseren, skal først klikke på de tre prikker i øverste, højre hjørne.
Herefter vælger du Hjælp og klikker på Om Google Chrome.
Nu åbner Google et nyt faneblad, hvor du kan se, hvilken version du har installeret.
Er det en ældre version, vil Google Chrome automatisk begynde at hente opdateringen, hvis din computer er koblet til internettet.
Genstart herefter browseren.
Er alt gået som det skulle, vil du nu have den nyeste version af Google Chrome installeret.