Du skal se dig rigtig godt for, når du downloader de såkaldte udvidelser til din Chrome-browser.
Det sker nemlig oftere og oftere, at udvidelserne ikke er, hvad de giver sig ud for at være.
Vi har tidligere skrevet om, hvordan skadelige udvidelser og tilføjelser har fundet vej til Chrome Web Store, og derfra er endt på brugernes computere.
Enten fordi udvidelserne er blevet hacket, og de it-kriminelle dermed har kunnet bruge dem som en adgangsbillet direkte til brugernes computere, eller fordi udvidelserne direkte indeholder skadelig kode, som fx kan stjæle cookies og login-informationer.
Overvåger brugerens browseradfærd
Og nu er den så gal igen. Denne gang er det hjemmesiden Bleeping Computer, der kan berette, at der er opdaget 57 Chrome-udvidelser med over 6 millioner installationer, der indeholder skjult sporingskode og andre potentielt skadelige funktioner.
Nogle af de pågældende udvidelser kunne ikke hentes direkte i Chrome Web Store, mens andre frit kunne hentes i Googles butik for de populære udvidelser. Flere af de pågældende udvidelser er nu fjernet, men enkelte kan ifølge Bleeping Computer stadig hentes.
Fælles for udvidelserne er, at de overvåger brugerens browseradfærd, tilgår cookies og sender data til eksterne servere i en sådan grad, at det vækker kritik fra eksperter.
6 millioner enheder er ramt
De 57 farlige udvidelser er i alt installeret på 6 millioner pc'er med Chrome.
Enkelte udvidelser er installeret over 700.000 gange.
Det anbefales derfor at tjekke, om du har en af de pågældende udvidelser installeret i din browser. Og har du det, bør du fjerne den fra din computer.
Sådan fjerner du udvidelserne fra din pc
Det kan være svært at huske navnene på alle de udvidelser, du gennem tiden har installeret i Chrome.
Derfor anbefaler vi, at du går ind i Chromes udvidelsesindstillinger og tjekker din egen oversigt.
Tjek først, om du er ramt:
- Klik på de tre lodrette prikker øverst til højre i Chrome.
- Gå ned til punktet "Udvidelser" og vælg "Administrer udvidelser."
- Rul ned til "Alle udvidelser."
- Sammenlign navnene på dine installerede udvidelser med listen, du ser herover.
- Er der sammenfald, skal du fjerne udvidelsen ved at klikke på "Fjern." Fjern desuden udvidelser, du alligevel ikke bruger.