Sony WF-1000XM4

Sonys headset har lydkvalitet og støjreduktion i en klasse for sig.

Sonys nye trådløse headset har god lyd og endnu bedre støjreduktion, men prisen er også høj.

Du kan skifte mellem aktiv støjreduktion og baggrundslyde i headsettet ved at berøre venstre øreprop. Støjreduktionen er fremragende og lukker næsten helt af for udefrakommende lyde.

Baggrundslydsfunktionen fungerer til gengæld ikke helt så godt. Den skal sørge for, at du kan høre, hvad der sker omkring dig, selv om du har headsettet i ørerne. Funktionen lukker ganske vist lyden fra dine omgivelser ind via de indbyggede mikrofoner, men vi oplevede også en voldsom susen i lydbilledet, når vi brugte headsettet i et rum med nogle ellers forholdsvis diskrete computerblæsere.

På højre øreprop kan du starte og stoppe afspilningen af musik med en let berøring, og lydkvaliteten er i topklasse. Vi lyttede til musik, som vi havde hørt mange gange før, og lagde mærke til nye, små detaljer i lydbilledet. På trods af headsettets størrelse formår det også at præstere en bas med en fin gennemslagskraft.

De små gummidutter, der klemmer headsettet fast i øret, er påmonteret, når du hiver WF-1000XM4 ud af æsken første gang. Hvis de ikke passer, følger der også to andre sæt i forskellige størrelser med i æsken.

Du lader headsettet op ved at placere de to ørepropper i lader-æsken, som også selv har et indbygget batteri, så du kan lade op uden en stikkontakt. Opladningen er ret effektiv: Efter lidt over 10 minuter i æsken, havde headsettet strøm nok til at spille i to timer. Ved fuld opladning lover Sony op til ni timers spilletid, men vi nåede dog aldrig helt så højt op.

Sony WF-1000XM4

WF-1000XM4

Karakter: 9.4/10
Pris: 1.990 kr
Mærke: Sony
Testdato: 09. september 2021
9.4 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Flot lyd
Fremragende støjreduktion
Minus
Susende baggrundslydsfunktion
Konklusion
Sonys headset har lydkvalitet og støjreduktion i en klasse for sig.
Specifikationer
Type
Høretelefoner og headsets
Frekvensområde
20 - 20.000 Hz
Batteritid
Op til ni timer
Tilslutning
Bluetooth 5.2
Weight
2 x 20 gram