HyperX QuadCast

Det kan se underligt ud at hænge en mikrofon i elastikker. Giver det fordele for lyden?

Det mest iøjnefaldende ved HyperX QuadCast er det elastiske ophæng, der giver mekanisk afkobling mellem mikrofon og bord. Den tilsluttes computeren med et langt USB-kabel, der også leverer strøm til den. Det er muligt at tilslutte almindelige hovedtelefoner til medhør, og der medfølger et beslag til at montere mikrofonen på et professionelt stativ.
QuadCast-mikrofonen optræder som et almindeligt lydkort i Windows, og kan derfor uden videre bruges af alle spil og programmer fx til videosamtaler via Skype.
Bunden af mikrofonen er en stor drejeknap, der regulerer optagestyrken.
Det sorte ydre suppleres af rødt lys indefra, når mikrofonen er i brug. Meget praktisk kan både lys og mikrofon slukkes ved en hurtig berøring på toppen.
Det første indtryk af lydkvaliteten er, at den er rigtig fin. Stemmer går meget klart igennem, og den variable optageretning fungerer fremragende. Optager man kun en stemme, dæmper det støj i baggrunden. Optager man en samtale mellem to, står hver stemme klart og naturligt i rummet, mens støj fra andre retninger nedtones.
Egentlig er lyden fra HyperX QuadCast ikke klinisk neutral. Mellemtonen er let fremhævet, så stemmer fremhæves over andre lyde i baggrunden. Gitteret fungerer som et ret effektivt filter for pust og P-lyde, så de ikke når ind til mikrofonerne. Også det elastiske ophæng, der umiddelbart forekom lige stift nok, er effektivt til at tage kanten af mekanisk støj fra mus og tastatur. Resultatet er en nærværende lyd, der lader tale gå tydeligt igennem uden behov for redigering.

Testzonen default image

QuadCast

Karakter: 9.5/10
Pris: 1.049 kr
Mærke: HyperX
Testdato: 03. juni 2019
9.5 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Lyd med fokus på stemmen
Støjdæmpende ophæng
Godt stereobillede
Praktisk betjening
Konklusion
HyperX QuadCast er den bedste bordmikrofon, vi har prøvet. Den er nem at bruge, og giver fremragende lyd uden behov for redigering.
Specifikationer
Type
Høretelefoner og headsets
Frekvensområde
20Hz–20kHz
Batteritid
-
Kabellængde
3 m
Tilslutning
USB, mini-jack
Weight
364 g
Andet
Variabel optageretning