Creative Pebble Nova

Creative Pebble Nova giver dig stor lyd, dyb bas og trådløs Bluetooth-forbindelse i et kuglerundt design.

Det er længe siden, vi har testet computerhøjtalere, der kunne spille så højt og klart som Pebble Nova. Du kan faktisk holde din helt egen lille fest ved skrivebordet bare med din pc og Creatives kuglerunde højtalersæt.

Højtalerne kan monteres på en stander, så de bliver løftet lidt op over bordet, og de er vippet op i en vinkel, så de peger lige mod dine ører, når du sidder foran computeren.

Det er ikke angivet, hvilken højtaler, der er højre eller venstre, for du kan bare bruge indstillingsprogrammet til at bytte rundt på stereolydens to kanaler og stille den højtaler, der skal have strøm, nærmest stikkontakten. Det er også på den højtaler, du kan styre afspilning og lydstyrke ved hjælp af en stribe knapper på toppen.

Virker også trådløst

På bagsiden af Pebble Nova sidder en velvoksen basenhed, der lægger en god, tung bund under musikken. Du skal dog skrue halvhøjt op for lydstyrken, før bassen for alvor kan høres.

Hvis du har højtalerne stående fast på bordet sammen din computer, giver det bedst mening at koble dem til med et kabel, men du kan faktisk også bruge dem trådløst via Bluetooth sammen med fx din telefon.

Både lyden og kvaliteten af materialerne hæver sig over de tidligere Creative Pebble-højtalere, vi har testet, men det gør prisen naturligt nok også. Hvis du vil have ordentlig lyd fra computeren, er pengene dog givet godt ud.

Creative Pebble Nova

Creative Pebble Nova

Karakter: 9.3/10
Pris: 2.080 kr
Mærke: Creative
Testdato: 03. juni 2025
9.3 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Fin lydkvalitet
Fleksibel opsætning
Minus
Høj pris
Konklusion
Creatives runde computerhøjtalere leverer imponerende lydkvalitet og gennemsslagskraft, men de er også lidt dyre.
Specifikationer
Speakers
Tilslutning
Bluetooth, mini-jack
Udgangseffekt
2 x 25 W RMS
Vægt
2 x 1,89 kg
Mål
15,3 x 15,1 x 14,9 cm
Batteritid
-