Gamle dvd'er risikerer at gå i forrådnelse

Filmselskabet Warner Bros. advarer nu sine kunder: En række dvd-film, der er produceret mellem 2006 og 2008, er begyndt at rådne væk, men du har mulighed for at få filmene ombyttet gratis.

Sådan ser det ud, når en cd, dvd eller Blu-ray rammes af fænomenet "disc rot", hvor kemikalierne imellem diskens lag forvitres. Resultatet er, at disken ikke længere kan afspilles.

Sådan ser det ud, når en cd, dvd eller Blu-ray rammes af fænomenet "disc rot", hvor kemikalierne imellem diskens lag forvitres. Resultatet er, at disken ikke længere kan afspilles.

© Vice.com

Har du aldrig hørt om forrådnelse af optiske medier som cd'er, dvd'er eller Blu-ray-diske?

Det havde vi heller ikke, men det viser sig at være et problem så stort, at det gigantiske amerikanske filmselskab Warner Bros. Home Entertainment nu har sendt en officiel besked til alle kunder.

Adskillige filmkunder har nemlig i den senere tid observeret, at mange filmskiver, der er produceret af netop Warner Bros. i årene efter årtusindskiftet, er begyndt at få plamager på undersiden, hvor laseren aflæser data.

Det fænomen kaldes på engelsk "disc rot" - altså disk-forrådnelse. Du kan se i toppen af denne artikel, hvordan det ser ud, når diske rammes af denne dårligdom.

Rammer populære filmtitler

Filmelskere har observeret fænomenet på højtelskede titler som Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey og hele serien af Superman-film.

Symptomerne på de syge filmdiske er - udover de visuelle plamager på undersiden af disken:

  • Filmen vil slet ikke indlæses af din dvd-afspiller
  • Filmen fryser, mens du er i gang med afspilningen af filmen
  • Dvd'ens ekstrafunktioner virker ikke.
Film på dvd-medier burde egentlig kunne afspilles i op til hundrede år, fordi der ikke er fysisk kontakt mellem mediet og læseren i din dvd-afspiller. Men det er langt fra altid tilfældet, og er der først gået råd i dine film, kan de ikke reddes.

Film på dvd-medier burde egentlig kunne afspilles i op til hundrede år, fordi der ikke er fysisk kontakt mellem mediet og læseren i din dvd-afspiller. Men det er langt fra altid tilfældet, og er der først gået råd i dine film, kan de ikke reddes.

© Shutterstock / Cheevarut

Filmselskab erkender fejl på filmskiverne

Efter de mange rapporteringer af dvd-film i opløsning har filmselskabet Warner Bros. Home Entertainment undersøgt sagen nærmere, og har netop sendt denne erklæring ud:

"Warner Bros. Home Entertainment er opmærksomme på potentielle problemer, der påvirker udvalgte dvd-titler fremstillet mellem 2006-2008, og virksomheden har arbejdet aktivt med forbrugerne for at udskifte defekte diske.

Hvor det er muligt, er de defekte diske blevet erstattet med samme titel. Men da nogle af de berørte titler ikke længere er på tryk, eller rettighederne er udløbet, er forbrugerne blevet tilbudt at bytte til en titel af samme værdi.

Forbrugere med et berørt produkt kan kontakte kundesupportteamet på whv@wbd.com."

Tjek om du selv er ramt

Komputer for alle anbefaler, at du giver din egen dvd-samling et servicetjek, og især er opmærksom på film, hvor der er angivet Warner Bros. som filmselskab på bagsiden. Her vil du også kunne se produktionsåret, og du skal være ekstra opmærksom, hvis filmen er udsendt i årene 2006-2008.

Tag selve filmskiven ud af omslaget og vend den om, så du kan se det reflekterende lag på bagsiden.

Hvis du ikke bemærker nogle synlige skader på undersiden, kan du prøve, om filmen vil afspilles normalt, før du erklærer den rask.

Ejer du en defekt dvd fra Warner Bros., som er produceret i årene mellem 2006 og 2008, kan du sende en mail til WB's kundeservice og bede om en erstatning.

Få dine film i sikkerhed på pc'en

Hvis du har dvd-film, som du gerne vil sikre en lang fremtid, kan du overveje at kopiere dem ind på din pc, mens tid er.

Det kræver blot, at din pc er udstyret med et dvd-drev, og så programmet MakeMKV, som du kan hente herunder.

Så kan du fremover afspille filmene direkte fra pc'ens harddisk, og du har således bevaret dine købte film, selv om det medie, du købte dem på, skulle gå tabt.

Hent MakeMKV herunder.