Scan dine gamle negativer med mobilen

Du behøver ikke at købe en dyr scanner for at digitalisere negativerne fra dit gamle kamera. Et genialt gratis værktøj til din mobil kan nemlig klare opgaven.

De gamle negative filmruller fra før digitalkameraets tid er propfyldt med minder: Hyggelige familieferier, bryllupper, børnenes første skridt og meget, meget mere. Desværre står kasserne med negativer ofte bare og samler støv i hjemmets afkroge, hvor ingen længere får glæde af de mindeværdige stunder. Det virker som en uoverskuelig opgave at få dem fremkaldt eller digitaliseret – og er det ikke også meget dyrt? Ofte vil svaret være ja, for det koster en del at få negativerne analogt fremkaldt eller digitaliseret af en professionel. Som med meget andet kan du spare penge ved at gøre det selv, men også her kan det blive dyrt, for prisen på udstyr til at scanne negativer kan snildt løbe op i 1.000 kroner. Derfor kommer den nye app Kodak Mobile Film Scanner som sendt fra himlen. App’en er lavet til at digitalisere negativer, og prisen er helt sikkert også til at overskue. For nul kroner er det nemlig muligt at scanne kassevis af negativer med mobiltelefonen.

Scan negativerne lynhurtigt

Kodak Mobile Film Scanner, som findes til både Android og iPhone, sørger for, at du forbløffende hurtigt kan omdanne gamle negativer til spritnye digitale billeder. Det hele foregår på telefonen og kræver blot de rette forhold og en god portion koncentration. Fx skal der være en baggrund med kraftig belysning, som negativerne holdes op mod, før du får et tilfredsstillende resultat. Kvaliteten af scanningen bliver nok ikke helt af samme kaliber, som hvis en professionel fotoforretning fremkaldte negativerne for dig, men du kan sagtens få gode og flotte digitale fotos ud af at scanne negativerne med telefonen. Der er ingen begrænsninger på, hvor mange negativer du kan scanne med app’en.

Gør resultatet flottere

Som regel vil de indscannede negativer ikke fremstå helt perfekte. De kan se en anelse forkerte ud i farverne eller uskarpe i kanterne, men det er heldigvis nemt at korrigere. For Kodak Mobile Film Scanner har sin egen indbyggede værktøjskasse til redigering direkte i app’en. Fx kan kontrasten i billedet ændres, eller du kan skrue op og ned for farvetemperaturen. Det er også muligt at bruge et af app’ens filtre, hvis billedet trænger til at blive frisket op. Skal der skæres hjørner til, er der et fint beskæringsværktøj til formålet. Det kan dog være en fornuftig idé at tage skridtet videre og efterbehandle de indscannede negativer i et billedbehandlingsprogram til pc’en, og her er det oplagt at bruge programmet Adobe Photshop Express, som kan hentes gratis i Fordelszonen.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.