Hvis du allerede bruger Googles billedtjeneste, Google Fotos, ved du sikkert at den rummer en række intelligente værktøjer. Du kan fx få vist en animation af en serie billeder eller få identificeret objekter på dine billeder.
I al stilhed er Google nu i færd med at tilføje endnu en smart funktion til Google Fotos; nemlig muligheden for at få genkendt tekst på fotografier, så du kan søge efter tekster, du har taget billeder af.
Det kunne fx være et gadeskilt på din ferie eller menukortet på den lokale restaurant.
De nye muligheder er blevet bygget ind i funktionen Google Lens, der allerede er smeltet sammen med Google Fotos og vises som et ikon med en prik, der er omkranset af en firkant.
Sådan genkender du tekst på dine billeder

Åbn Google Fotos på din telefon og find et billede med tekst. Tryk på 3. knap fra venstre i bunden.

Nu kan du markere på enhver tekst på billedet og kopiere den, oversætte den eller søge mere viden om teksten.
Flere automatiske funktioner på vej
Den administrerende direktør for Google, Sundar Pichai, forklarede allerede på Googles udviklerkonference i 2017, at firmaet arbejder på at få Googles Lens-kamera til at forstå og udføre konkrete opgaver for dig.
Som eksempel nævnte han, at man skulle kunne tage et billede af klistermærket i bunden af routeren, hvor netværkets navn og kode står, og så skal telefonen selv kunne finde ud af at åbne telefonens indstillinger og koble på netværket.
Så langt er vi ikke helt endnu, men den nye funktion er et vigtigt skridt på vejen.
Tekstgenkendelsen skulle være tilgængelige på alle telefonmodeller inden for de næste uger, men virkede allerede fint på telefonerne her på redaktionen.