Lav let et slideshow på computeren

Nu kan du hurtigt vise dine billeder frem uden forstyrrelser i et flot slideshow på computeren.

Lav et slideshow på computeren med programmet IrfanView

Du kan let lave et flot slideshow på computeren med et af vores favoritprogrammer, IrfanView.

© Unsplash/shri

Vil du vise dine billeder som et slideshow i Windows, opdager du hurtigt, at det er lidt af en udfordring: Det standardprogram, der bruges til at fremvise billeder i Windows, er nemlig temmelig forvirrende at bruge.

Ganske vist har billedfremviseren i Windows, der går under navnet Fotos, en funktion til at lave slideshows. Desværre er det bare unødvendigt kompliceret fx at udvælge et konkret fotoalbum og straks få det vist som et slideshow i Windows-værktøjet.

Løsningen er i stedet at installere det glimrende program IrfanView.

Lav et slideshow på et minut

Med IrfanView bliver det nemlig nemt at fremvise dine fotoalbum, og du får tilmed mulighed for at tilpasse slideshowet. På under et minut kan du vælge en række billeder på computeren, bestemme hvor længe hvert enkelt foto skal vises i slideshowet, og starte et slideshow.

Du skal blot klikke på en knap i programmets hovedmenu, og så åbner det omfattende slideshow-værktøj. Herfra kan du udvælge billeder enkeltvis på tværs af mapper og drev på din computer. Du kan også bare vælge en mappe, fx et fotoalbum fra din ferie, og få mappens fotos vist som et fint slideshow.

Derefter vælger du, hvor lang tid der skal gå, før et nyt billede i slideshowet bliver vist – og så er du klar til at starte slideshowet. Billederne vises i fuld skærm uden forstyrrende elementer i siderne af skærmen, og du kan skifte mellem fotos manuelt med piletasterne, hvis du får behov for det.

Her viser vi trin for trin, hvordan du på få minutter kan lave et flot slideshow.

Hent program

Inden du går i gang med vores grundige vejledning på dansk herunder, skal du hente IrfanView. Det henter du i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave direkte her fra vores hjemmeside via linket her:

Vejledning

Herunder gennemgår vi trin for trin, hvordan du kommer godt i gang med programmet.

Sådan laver du et slideshow med et fotoalbum

Du kan nemt lave et slideshow med alle former for fotos på din pc, fx et fotoalbum fra en ferie. Her viser vi, hvordan du gør.

1

Først skal du hente IrfanView fra vores hjemmeside og installere det. Åbn derefter programmet, og klik på filmstrimlen 1 i værktøjslinjen øverst i programvinduet.

2

Til højre i programmet skal du finde frem til den mappe, der rummer de fotos, du vil åbne som slideshow. Dobbeltklik på mappen 2.

3

Du kan tilføje ét foto ad gangen ved at klikke på billedet 3 og vælge Add 4. I dette eksempel tilføjer vi alle fotos i mappen på samme tid ved at klikke på Add all 5.

4

I venstre hjørne vælger du, hvor mange sekunder 6 der skal gå mellem visningerne af dine fotos. Når du er klar til at starte slideshowet, skal du klikke på Play Slideshow 7. Billederne vises i alfabetisk rækkefølge. Du kan vælge at få dem vist i vilkårlig rækkefølge ved at markere Random 8, inden du begynder afspilningen af slideshowet.

5

Slideshowet starter, og billederne skifter automatisk, når de angivne sekunder er gået. Vil du lukke for slideshowet, trykker du blot på Escapetasten på tastaturet.

Hent magasinartikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.