Nu kan du få glæde af Googles nye, besværlige billedformat

Med et lille program kan du konvertere WEBPfiler til et bedre format, så du kan arbejde videre med billederne på computeren.

Hvis der er én ting, der irriterer os på nettet, er det langsom indlæsning af hjemmesider. Og hvis der er ét firma, der ikke kan leve med et sløvt internet, er det helt sikkert Google. Firmaet, som står bag den mest populære browser, Chrome, besluttede i 2010 at gøre noget ved hastighederne ved at forbedre en af de ting, der for alvor sløver hjemmesider: fotos.

Det er nemlig sådan, at store, tunge billeder gør hjemmesider langsommere, fordi det simpelthen tager længere tid at indlæse store filer. Googles idé i 2010 var at skabe et helt nyt fotoformat, kaldet WEBP, som skulle vippe gængse formater som PNG og JPG af pinden og blive internettets nye standard for hurtige billedfiler.

Giver problemer på computeren

Sådan er det ikke helt gået, selv om formatet er i stand til at komprimere fotos, så de fylder op til 48 procent mindre end konkurrenten PNG. For mens WEBP er et glimrende format på nettet, er det knap så smart på pc’en. Det har du sikkert selv opdaget, hvis du – som læseren med spørgsmålet herover – har hentet en af disse filer ned på pc’en. Gør du det, risikerer du nemlig at blive skuffet. I modsætning til konkurrent-formaterne PNG og JPG er det ikke sikkert, at filerne overhovedet kan læses af din pc. Det afhænger af, hvilket program du bruger.

Virker ikke i app’en Billeder

Hvis du fx, som Microsoft anbefaler os, bruger app’en Billeder til en hurtig visning af fotos i Windows, vil du opdage, at WEBP-billederne ikke dukker op i app’en, som det er tilfældet med PNG, JPG og alle andre traditionelle billedformater. Man kunne have Microsoft mistænkt for at drille Google, men et faktum er det, at det er os almindelige pc-brugere, der må tackle problematikken i dagligdagen.

Den bedste måde, hvorpå du kan tackle problemerne med WEBP, er at konvertere filerne til PNG. Til det formål kan du bruge det lille program WEBP Converter, som vi præsenterer her. Derefter kan du alligevel arbejde videre med filerne i alle tænkelige billedprogrammer.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.