Lav det perfekte slideshow

Fotos ligger bedst på harddisken, gør de ikke? Nej! De skal frem i lyset. Alt for ofte ender flotte billeder med at samle virtuelt støv i en tilfældig mappe i Stifinder. Superprogrammet Ashampoo Slideshow Studio blæser dem op på skærmen i stedet.

Vi har nok alle været vidner til vellykkede og mislykkede slideshows. Vi husker shows, der har frembragt glædestårer på grund af fine, rørende billeder, og nogle, der var så kedelige og ensformige, at de måske i stedet frembragte krummede tæer og utålmodige kig på uret.

Et spørgsmål presser sig derfor på: Hvordan bliver et slideshow for alvor mindeværdigt? Husket for noget godt, vel at mærke. Det bliver det i første omgang, hvis de rette ingredienser er til stede.

De helt essentielle ingredienser i et slideshow er naturligvis dine billeder. Dem har du nok en masse af. Men derfor er det ikke sikkert, at de allesammen kan bruges. Det er vigtigere end alt andet, at du finder de bedste billeder frem. Herudover har du brug for noget behagelig baggrundsmusik, som passer godt til billederne.

Fremragende program

Én ting er ingredienserne. Noget andet og lige så vigtigt er selve tilberedningen. Programmet, du skal bruge til at tilberede dit slideshow, hedder Ashampoo Slideshow Studio. Det er dansksproget, ligger klar til dig i Fordelszonen og er næsten for godt til at være gratis. Udover de klassiske slideshow-elementer som overgange, musik, grafik og tekst kan du også tilføje sjove, tegnefilmsagtige lydeffekter, fine zoomeffekter og meget andet.

Programmet har en smart tidslinje, der giver dig overblik og gode muligheder for at bytte rundt på rækkkefølgen af billederne, så det hele passer til sidste sekund. Slutproduktet – dit færdige slideshow – gemmes på din pc som en videofil, der fx kan afspilles i Windows Media Player eller i din browser, uploades til YouTube og eventuelt castes til fjernsynet i stuen. Før du når så langt, anbefaler vi, at du bruger en del tid på at kæle for detaljerne i programmet. Med Ashampoo Slideshow Studio kan det ekstra arbejde virkelig betale sig.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.