Jeg overraskes til stadighed over, hvordan en ny baggrund på Skrivebordet kan ændre pc-oplevelsen markant. Når jeg fx udskifter min almindelige Windows 10-baggrund med et af mine bedste familiefotos, bliver det en helt anderledes, personlig oplevelse.
Skrivebordsbaggrunde er på ingen måde en nyskabelse i Windows. Helt tilbage i Windows 3.0 fra 1990 fik Windows-brugere mulighed for at udpege et foto, som skulle vises på Skrivebordet. På det tidspunkt kaldte Microsoft fænomenet “Wallpaper”, altså tapet, og det blev så til “Skrivebordsbaggrund” i det danske Windows.
I de 31 mellemliggende år er der ikke sket det store på fronten – dog med én fin undtagelse, for nu kan du nemlig skifte mellem en lang stribe fotos i et slideshow, hvor du selv vælger det tempo, som billederne udskiftes i.
100 udvalgte fotos
Det kan være, du allerede bruger Skrivebordet til at præsentere dine familiefotos. Men måske trænger du mere til at nyde synet af egentlige mesterskud? Især storslåede naturbilleder kan bringe hjernen lidt væk fra den monotone arbejdsdag. Men også flot arkitektur, dyr og motiver fra verdensrummet giver dit Skrivebord helt nyt liv. På redaktionen har vi fundet frem til 100 fremragende motiver og fordelt dem i fire udvalgte kategorier. Hver kategori har sin egen fotopakke, der venter på dig i Fordelszonen.
I denne artikel viser vi dig smagsprøver fra de fire kategorier. Du får også instruktioner til, hvordan du får vist billederne i et flot slideshow – eller eventuelt bare udvælger ét fast billede til at berige din hverdag ved pc’en.