Hvis bogstaverne på dit tastatur er trykt på, vil du måske bemærke, at nogle bogstaver er mere slidte end andre.
På mit eget tastatur er tasterne E, R, S og D næsten helt sorte, fordi de trykte bogstaver er slidt væk.
Det passer fint sammen med Dansk Sprognævns opgørelse, hvor det fremgår, at de mest brugte bogstaver i det danske sprog er e, r, n, t og d, mens de sjældneste bogstaver på dansk er q, w, x og z. Disse taster er da også så gode som nye på mit tastatur, men derudover findes der taster, som aldrig nogensinde er i brug.
Det er taster, der engang i pc’ens tidlige barndom havde en stor betydning, men som i dag har mistet deres relevans. Af uvisse grunde har tastatur- og pc-producenterne dog alligevel holdt fast i disse taster, selv om de stort set er ubrugte.
Levn fra de første IBM-pc’er
Det er fx tilfældet med tasten Scroll Lock, som sikkert også lever en stille tilværelse på dit tastatur, hvis du har den. Tasten var med på de første IBM-pc’er, og det skyldtes, at computerne dengang havde meget små skærme med tilsvarende lav billedopløsning.
Når man fx arbejdede i et regneark eller i et dokument, styrede piletasterne musemarkøren, så man kunne komme ned i et dokument eller til slutningen af en sætning. Men ved at trykke på Scroll Lock låste man en rullefunktion fast, så piletasterne i stedet kunne bruges til at navigere i dokumentet eller regnearket.
Det var smart i en tid før computermusen og Windows, men det er knap så relevant i dag, hvor skærmene er store og har tårnhøj opløsning samt navigationslinjer, der nemt kan betjenes med musen.
Seks taster kan stadig bruges
Men hvad de færreste måske ved, når de lader blikket vandre over pc’ens tastatur, er, at Scroll Lock og de andre eksotiske taster Home, End, PageUp, PageDown og Pause/Break stadig har funktioner i dag på vores moderne maskiner.
Og faktisk er tasterne ganske nyttige – både i Windows, i kontorprogrammer og når du er på nettet.
Her ser vi nærmere på de seks eksotiske taster og forklarer, hvad du kan bruge dem til i dag. For ofte gemmer de ikke så brugte taster faktisk på ganske interessante funktioner.
Indholdsoversigt
Home: Spring hurtigt til starten af dokumentet
Home-knappen er overset på moderne pc’er, men den kan være guld værd i både Windows og dine programmer.
Med Home kan du nemlig med ét tryk hoppe direkte til starten af en tekstlinje, et dokument eller en hjemmeside, og i Stifinder kan du nemmere navigere i mappernes filer.
Det er især nyttigt, når du arbejder i lange tekster eller bladrer i tunge mapper på pc’en.
End: Gå til slutningen af sætningen
End-tasten er en enkel, men effektiv genvej på dit tastatur, og den kan faktisk ses som en tvillingefunktion til Home-tasten.
Med End-tasten kan du hurtigt komme til bunden af en hjemmeside, slutningen af et dokument eller enden af en tekstlinje.
I Word hopper End til linjens afslutning, og holder du Ctrl nede samtidig, får du adgang til dokumentets allersidste punkt.
Scroll Lock: Navigér i regnearket med piletasterne
Når tasten Scroll Lock er aktiveret, ændres piletasternes funktion: I stedet for at flytte markøren mellem celler i et regneark, bevæger du dig rundt i regnearket, mens den aktive celle bliver stående.
Det er praktisk, når du vil se dig omkring i store ark uden at miste overblikket.
På mange moderne tastaturer er Scroll Lock gemt væk og kræver ofte en kombination som Fn + Scroll Lock.
Page Up: Hop en side op i dit dokument
Page Up-tasten er en enkel og effektiv måde at navigere hurtigt opad på skærmen.
I stedet for at rulle med musen kan du trykke én gang og hoppe et skærmbillede op – og det virker både på hjemmesider, i dokumenter og i dine regneark.
I Excel og PowerPoint kan du endda bruge Page Up-tasten sammen med Ctrl for at skifte ark eller slides.
Page Down: Ryk hurtigt en side ned i dokumentet
Page Down-tasten gør det modsatte af Page Up-tasten: Når du læser lange dokumenter, hjemmesider eller regneark, kan du med ét tryk hoppe et skærmbillede uden at skulle rulle med musen.
I Word og Excel følger markøren eller visningen med.
Hvis du samtidig trykker på Ctrl-tasten, kan du i fx din browser skifte mellem fanerne i toppen af vinduet.
Pause/Break: Nemmere genvej til systemoplysningerne
Pause/Break-tasten er et levn fra gamle dage, hvor man udførte computerens opgaver i DOS, men den kan dog stadig bruges i dag.
I Excel kan tasten i visse tilfælde stoppe lange beregninger eller makroer midlertidigt, så du bevarer kontrollen.
Hvis du ikke kan finde tasten på dit tastatur, skal du ikke undre dig, for pc-producenterne er begyndt at fjerne den helt.