Brug din tablet som en ægte skrivemaskine

En tablet er en fremragende maskine til at læse nyheder, e-mails og e-bøger på, men skal du skrive lange tekster, bliver du hurtigt træt af at fedte rundt med store fingre på en forholdsvis lille trykfølsom skærm. Så er det meget bedre at tilslutte et eksternt tastatur.

Tablets bliver mere og mere kraftfulde, de larmer ikke og vejer heller ikke særlig meget, så du kan nemt tage dem med dig og bruge dem stort set alle steder.

Samtidig er de utrolig alsidige maskiner, for du kan bruge dem til at streame videoer, læse e-bøger, e-mails, nyheder og på anden vis blive godt underholdt. Derfor er vi flere og flere, der foretrækker dem frem for en bærbar pc, men på ét punkt er en computer stadig lysår foran iPads og de andre tablets.

Det er nemlig væsentlig lettere at skrive lange tekster på den bærbare pc takket være computerens tastatur. Med en tablet er du derimod tvunget til at skrive med et virtuelt tastatur, der fylder godt halvdelen af skærmen. Det tager lang tid, og ofte vil skærmtasterne ikke reagere, som du ønsker. Og noget så simpelt som at skrive en e-mail kan hurtigt blive frustrerende med skærmtastaturet.

Brug hellere et Bluetooth- tastatur

Heldigvis findes der en god løsning takket være Bluetooth. Teknologien giver dig mulighed for at tilslutte diverse enheder trådløst, og den findes i de fleste moderne tablets – både iPads fra Apple og mange Android- tablets.

Du kan således tilslutte ekstraudstyr som fx en computermus eller et tastatur, så skrivearbejdet bliver betydelig lettere på din tablet. Det kan måske lyde irriterende at skulle slæbe rundt på et ekstra tastatur, men de fleste Bluetooth-tastaturer har typisk en højde på cirka 25 centimeter og en bredde på cirka 16 centimeter.

Det betyder i praksis, at du nemt kan putte dem i tasken sammen med din tablet. Når du har fundet det tastatur, der passer til dig, skal du blot tilslutte – eller parre – dine enheder via Bluetooth.

Har du først gjort det én gang, vil tabletten huske tastaturet fremover og automatisk tilslutte tastaturet, når du skal bruge det. Du kan på den måde bruge din tablet som en bærbar computer, og det kan du få stor glæde af, hvis du ofte skriver længere tekster på din tablet.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.