Tastatur virker ikke under genstart

På min velfungerende, men sløve, stationære pc, har jeg startet Windows helt forfra med en nulstilling. Det hele forløb planmæssigt, indtil jeg blev mødt af den første installationsskærm, der beder mig om at vælge sprog. Herfra kan jeg ikke komme videre, for Bluetooth-tastaturet virker ikke. Der er simpelthen ingen reaktion. Hvad kan jeg gøre for at vække pc’en igen?

Få svaret her:

Det skyldes nok et problem med indlæsning af tastaturets driver. Fordi dit Windows er helt nyt, er den ikke på plads endnu. Der kan være forskellige løsninger på problemet: Først og fremmest er det en rigtig god idé at prøve med et tastatur, der tilsluttes med almindeligt kabel. Et kablet tastatur er nemlig ikke afhængigt af at få indlæst bestemte drivere, men bør virke uden videre dikkedarer. Er der stadig problemer, skal du prøve at flytte tastaturet rundt mellem de forskellige USB-indgange på pc’en. Der er nemlig den mulighed, at det ikke er alle USB-porte, der har fået driveren installeret, hvis det er et Bluetooth-tastatur, du arbejder med.