De fleste hjem har en printer, som tager sig af så kedelige opgaver som fakturaer, billetter, kvitteringer og dokumenter, men din printer kan meget mere end det.
Udover disse kedelige ting har vi dog fundet endnu en ting, du kan bruge din printer til.
Du kan nemlig bruge den til at udskrive dit helt eget gavepapir - og undgå stress og frustrationer, når du i sidste øjeblik opdager, at du ikke har så meget som en centimeter gavepapir i huset.
Masser af gode mønstre på nettet
Via Googles billedsøgning kan du finde tusinder af flotte mønstre, der kan bruges som gavepapir.
Du kan fx søge på engelsk efter "gift paper" eller specifikt efter julepapir med "christmas gift paper".
Har du mod på det, kan du naturligvis også selv tegne dit eget gavepapir med et billedprogram eller pakke ind i et flot motiv, du har fotograferet med din mobil.
Bedst til de små pakker
Når du skal udskrive dit gavepapir er du naturligvis begrænset af det format, som din printer kan håndtere - det vil ofte være A4-formatet. Derfor anbefaler vi kun printløsningen til de små pakker.
Det er samtidig en god idé at udskrive billedet helt til kant, så du får så meget gavepapir som muligt ud af hvert ark.
Den indstilling finder du i din printers driver.
Flotte eksempler på unikt gavepapir
Herunder har vi samlet nogle eksempler på flot gavepapir, som du selv kan udskrive.
Vi har i Googles billedsøgning valgt kun at få vist billeder i høj opløsning, for at sikre, at udskriften ikke er udtværet.




