Der er gået mere end fem år siden vi her på Komputer for alle begyndte at fraråde, at man anvendte pc'er med Windows XP.
Microsoft stoppede nemlig i april 2014 alle opdateringer til det gamle system, hvilket betød at Windows XP ikke længere modtog opdateringer, som sikrer computeren mod moderne sikkerhedshuller.
Derfor er det yderst overraskende - og ikke set tidligere - at Microsoft igen sender en opdatering ud til et styresystem, som firmaet forlængst har lagt i graven.
Frygter epidemi af ransomware
Årsagen er, at Microsoft frygter en ny stor epidemi af ransomware, som vi sidst så med ormen Wannacry, der inficerede millioner af computere verden over.
Den stærkt formerende malware gæstede også adskillige af vores læseres maskiner, og resultatet var krypterede filer, der kun kunne gendannes ved betaling af et større beløb til en anonym bitcoin-konto.
Læs her, hvorfor Wannacry-angrebet var så farligt
Hent opdateringen til Windows XP straks
Den nye trussel, som stadig ikke er set i praksis, kan udnytte et sikkerhedshul i Windows XP, Windows 7 og Windows Server, men har du Windows 7 eller Server-udgaven, modtager din computer automatisk sikkerhedsopdateringen via Windows Update på pc'en.
Har du Windows XP, bliver pc'en ikke automatisk opdateret. I stedet skal du selv hente opdateringen fra linket herunder og installere på din maskine.
Herefter vil den være beskyttet mod den nye trussel, men da Windows XP ikke har fået andre rettelser de seneste fem år, er det stadig vores anbefaling at du afholder dig fra at anvende en pc med Windows XP, hvis du ønsker at færdes på internettet.
> Hent opdateringen til Windows XP hos Microsoft her.