Microsoft og de fleste andre it-firmaer har i øjeblikket et stort fokus på kunstig intelligens: Computere og telefoner bliver fyldt med AI-værktøjer, som skal gøre livet lidt lettere og sjovere for os forbrugere.
Og med den seneste opdatering til Windows 11 kommer der nu en ny række praktiske funktioner baseret på kunstig intelligens til din pc. Blandt nyhederne er nye funktioner til Klippeværktøj, Paint og Windows’ indbyggede billedfremviser.
En af funktionerne virker på alle Windows 11-maskiner, men resten kan du kun få glæde af, hvis du har en Copilot+-pc. Til gengæld er opdateringen klar allerede nu.
Find den præcise farve
Skal du bruge samme farve flere steder i et dokument, en præsentation eller på en hjemmeside, kan du fremover sikre dig, at du bruger nøjagtigt den samme farve med Klippeværktøj.
Hvis du fx synes, at den røde farve på vores hjemmeside er flot, og du gerne vil bruge den, kan du bare klikke på farven med Klippeværktøj, og straks får du vist den nøjagtige farvekode i både HEX, RGB og HSL.
Funktionen virker på alle Windows 11-computere og kræver ikke nogen særlig maskine.
Giv billeder bedre lys i Fotos
Er dit billede blevet for mørkt? Så kan den nye funktion Relight i Fotos hjælpe. Billedfremviseren bruger kunstig intelligens til at tilføje ekstra belysning til et billede.
Du kan selv vælge, hvor lyset skal komme fra, hvor kraftigt det skal være, og du kan tilføje flere lyskilder. Det hele gøres med et par klik, uden at du behøver bruge et avanceret redigeringsprogram.
Du skal dog have en nyere pc med det, som Microsoft kalder Copilot+ for at bruge funktionen.
Lav sjove klistermærker i Paint
I Paint-programmet kan du nu få computeren til at tegne for dig.
Med den nye klistermærkegenerator til Paint skriver du blot, hvad du vil have, fx “en kat med solbriller”, hvorefter Paint automatisk laver et klistermærke, som passer til din beskrivelse. Du kan se, hvordan det ser ud på billedet øverst i artiklen.
Du kan bruge klistermærket i dine tegninger eller gemme det som en billedfil og bruge det i andre sammenhænge. Også her kræver det, at du har en Copilot+-pc.
Få perfekte skærmbilleder
Når du tager et screenshot, er det ikke altid, det bliver helt pænt beskåret - men en ny funktion til Klippeværktøj hjælper dig.
Med den nye tilføjelse til Klippeværktøj kan den kunstige intelligens genkende, hvad du prøver at tage billede af, fx et programvindue, og beskære det automatisk, så det ser helt perfekt ud.
Du slipper dermed for at skulle justere det selv og rode med beskæringsværktøjer efterfølgende. Funktionen kræver, at du har en Copilot+-maskine.
Sådan får du opdateringen
Den nye store AI-opdatering til Windows 11 hedder KB5062553 og er en del af den månedlige opdatering, der blev udsendt i juli 2025.
Du henter opdateringen således:
- Højreklik på startknappen i proceslinjen, og vælg Indstillinger.
- Klik på Windows Update i menuen til venstre.
- Sørg for, at indstillingen Få de nyeste opdateringer, så snart de er tilgængelige er slået til. Ellers får du ikke adgang til de nye funktioner med det samme.
- Klik på Søg efter opdateringer, og vent, mens Windows finder og installerer den seneste version.
- Hvis opdateringen KB5062553 er tilgængelig, bliver den automatisk downloadet og installeret.
- Når installationen er færdig, skal du genstarte din pc for at fuldføre opdateringen.
Opdateringen er allerede klar nu til computere, der er udstyret med Snapdragon X‑processorer. Har man en pc med Intel eller AMD-processor, må man væbne sig med lidt tålmodighed, for her bliver opdateringen først tilgængelig i løbet af de kommende uger.