Sticky Notes: Tag noter i Windows helt enkelt

Et godt værktøj behøver hverken være stort eller avanceret. Det er det indbyggede værktøj Sticky Notes i Windows et fremragende eksempel på. Her viser vi, hvordan du let samler dine huskesedler på skærmen.

Sticky Notes er et genialt Windows-værktøj til lister, du ikke vil gemme for evigt, som fx indkøb, pakkelister og små huskesedler.

Sticky Notes er et genialt Windows-værktøj til lister, du ikke vil gemme for evigt, som fx indkøb, pakkelister og små huskesedler.

© Shutterstock

Det kan være spændende at arbejde med avancerede programmer, der har mange funktioner og synkroniseres på tværs af dine enheder.

Men det kan være mindst lige så tilfredsstillende at bruge et enkelt og intuitivt program, som er nemt og simpelt – og som i øvrigt bare virker.

Sådan er det at arbejde med Sticky Notes i Windows. Et helt simpelt program, som både i udseende og opførsel minder om de rigtige Post-it-blokke, som du måske har liggende i køkkenskuffen eller stående fremme på skrivebordet på kontoret.

Helt simpel noteskrivning

Med Sticky Notes kan du oprette en note, vælge dens farve, og så kan du lave en simpel formatering af teksten, så den fx kan blive fed, kursiv eller gennemstreget.

Endelig kan du også indsætte billeder i dine noter, hvis du skulle have brug for det. Der er altså ikke en masse ekstra funktioner, du skal sidde og bruge din tid på – og det er også pointen.

Fokus er på at få skrevet din tekst, ikke på at bruge lang tid på at finde den rigtige skrifttype eller sætte dit dokument pænt op. Skriv din note, færdigt arbejde.

Se nemt alle dine noter

Bruger du ofte programmet Sticky Notes, er det en god idé at sætte det fast på proceslinjen i Windows. Det gør du ved at åbne programmet og højreklikke på det i proceslinjen. Klik så på punktet Fastgør til proceslinje.

Når du starter Sticky Notes, åbner hovedvinduet. Det er her, du kan se alle dine noter, arrangere dem og slette dem.

Du kan få hovedvinduet frem igen ved at klikke på de tre prikker i hjørnet af en note og vælge Noteliste. Vil du åbne alle dine noter, skal du højreklikke på ikonet i proceslinjen og vælge Vis alle noterne.

Sådan skriver du noter på din computer

Sticky Notes er bygget ind i Windows, og det tager kun få minutter at lære at bruge værktøjet – derefter er du i gang med at lave noter på dit Skrivebord, så du hurtigt kan skabe orden og huske det hele.

1

Åbn Sticky Notes 1 ved at søge efter programmet i søgefeltet og klikke på det 2. Sticky Notes findes i både Windows 10 og 11.

2

Klik på + 3 for at lave en ny note. Du kan lave så mange noter, du vil, og du kan få overblik over dem alle fra dette hovedvindue

3

Skriv nu din note. Vil du ændre dens farve, skal du klikke på de tre prikker 4 i øverste, højre hjørne og så bare vælge en ny farve til noten.

Hent magasinartikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.