Annoncer i Stifinder i Windows 11 Windows Explorer

Testere af Windows 11 er faldet over noget så overraskende som en annonce i Stifinder.

Microsoft viser annoncer i Stifinder

Stifinder er noget af det allermest hellige i Windows – og ikke et sted, du forventer at finde annoncer. Men måske har Microsoft alligevel planer om netop dét?

Twitter-brugeren Florian Beaubois fik sig en gedigen overraskelse, da han for nylig testede en fremtidig version af Windows 11.

Han er del af Windows 11's såkaldte insider-program, hvor almindelige brugere er med til at forhåndstjekke, at Microsofts nye tiltag i Windows rent faktisk også fungerer i den virkelige verden.

Her tester Microsoft også ideer til nye funktioner af, og det var sandsynligvis hvad Beaubois var vidne til.

Vil du også være "insider"? Læs mere om Windows' Insider program i Fordelszonen her


Annonce midt i Stifinder

Årsagen til Florian Beaubois' chok har han delt som et skærmbillede med sine følgere på Twitter. 

I sin test af styresystemet faldt han således over noget så overraskende som en annonce i Stifinder. 

Der var tale om et link til redigeringsprogrammet Microsoft Editor. Annoncen blev vist øverst i Stifinder-vinduet lige over filer og mapper.

Annonce i Stifinder i Windows
Annonce:

Et skærmbillede fra en testers Stifinder viser annoncen for Microsoft Editor markeret med gråt.


Du kan ved selvsyn se Stifinder-annoncen her på Florian Beaubois' Twitterprofil.

Microsoft: Annoncen var en fejl

Efter opdagelsen har Microsoft været ude at beklage og nedtone situationen. 

I følge Brandon LeBlanc, som er softwarechef i Microsoft var banneret "et eksperiment", som ikke skulle have været udgivet til offentligheden.

Han tilføjer, at annoncen nu er fjernet fra Windows' prøveudgaver, samt at der ikke er nogen planer om at indføre annoncer i Windows.

Microsoft har netop lavet forbedringer af netop Stifinderen. Det har vi skrevet om her.

Ikke første gang med annoncer i Stifinder

Hvis historien om malplacerede annoncer i Stifinder ringer en klokke hos dig, er det ikke et tilfælde. 

Det er nemlig ikke første gang, at Microsoft har eksperimenteret med den slags. 

Mediet The Verge rapporterer således om, hvordan Microsoft i 2017 gjorde reklame for OneDrive direkte i Stifinder.

Google, Faceook og Microsoft var blandt nogle af de aktører, som for et par år siden gik sammen om at begrænse reklamer på platforme. Det kan du læse mere om her.

Windows 11 er i stærk vækst

I øvrigt tyder det på, at Windows 11 nu for alvor har fået vind i sejlene. 

Således bruger 16 procent af Windows-maskinerne ifølge statistik fra Steam nu Windows 11. I november sidste år var tallet til sammenligning 1 procent.

Hvis du selv overvejer at skifte fra Windows 10 til 11, kan du med fordel besøge vores oversigtsside om den nye udgave. Her får du svar på, om din pc opfylder kravene til Windows 11 og du kan selvfølgelig læse om de nye funktioner og værktøjer i udgaven.

Måske er du interesseret i ...