Kan din pc køre Windows 11?
Windows 11

Windows er blevet finpudset på det grafiske i den nye version 11, men det kræver desværre noget ekstra af din computers komponenter.

Kan din pc køre Windows 11?

Med en ny udgave af Windows kommer også strengere krav til komponenterne i din pc. Microsoft har netop lanceret et nyt værktøj, der tjekker om din pc lever op til hardware-kravene.

På et stort anlagt pressemøde kunne topcheferne fra Microsoft afsløre, at der i løbet af sommeren kommer en ny udgave af Windows - Windows 11.

Den nye udgave af Windows får du som en gratis opdatering i Windows 10, men det kræver at din nuværende pc er stærk nok til at køre Windows 10's afløser, og det er ikke givet.

Den nye version af Windows kræver nemlig ganske meget af din pc.

> Læs også: De 5 bedste nyheder i Windows 11

Tjek din pc med nyt værktøj

Derfor har Microsoft lanceret et helt nyt værktøj, som giver din pc et grundigt tjek og fortæller dig, om computeren er i stand til at køre den nye udgave af Windows.

Værktøjet hedder Windows PC Health Check - eller Tilstandskontrol for pc på dansk - og det giver et fint overblik over alle pc'ens indbyggede komponenter og tilstanden for vigtige Windows-tjenester. 

Vi har allerede testet værktøjet og kan konstatere, at ikke alle Windows 10-computere kan håndtere Windows 11.

Sådan tjekker du, om pc'en kan køre Windows 11

Først skal du hente det nye værktøj. Vi har lagt det til sikker download i Fordelszonen.

> Hent Windows PC Health Check i Fordelszonen <

Når du starter programmet, scannes din pc's indmad. Herefter åbner dette vindue, hvor du skal klikke på Kontrollér nu (Check now på engelsk) i toppen. 

Kan din pc køre Windows 11 - tjek det selv.
Windows PC Health Check

Når du klikker på Kontrollér nu - her vist i den engelske udgave med teksten Check now - undersøger programmet, om din pc kan afvikle Windows 11.


I vores tilfælde kunne vores test-pc med Windows 10 21H1 desværre ikke klare at køre Windows 11, så det vil kræve nye komponenter eller en ny pc.

Desværre er programmet ikke særligt specifikt med årsagen til, at Windows 11 ikke er kompatibelt, så her må du kigge på minimumskravene, som du finder her

Kan din pc køre Windows 11?
Kan - kan ikke?

Får du et svar med et grønt flueben, kan din pc godt køre Windows. Ser du i stedet et rødt kryds og teksten "Denne pc kan ikke køre Windows 11", er det desværre ikke muligt at installere Windows 11 på din pc. Her er det vist i den engelske udgave.

Du kan fortsætte med Windows 10

Får du samme nedslående besked om, at Windows 11 ikke vil virke på din pc, kan du dog sagtens fortsætte med at bruge din pc.

Windows 10 vil fortsat blive opdateret nogle år ud i fremtiden, og så passer det måske med at du alligevel på et tidspunkt skal have ny pc, der har Windows 11 indbygget.

> Læs også: Så længe kan du køre Windows 10

Microsoft ramt af massiv kritik

Opdatering: Siden vi skrev artiklen om Microsofts nye Health Check-værktøj, der undersøger om din pc kan køre Windows 11, er Microsoft blevet ramt af massiv kritik fra Windows-brugere over hele verden.

Resultat af scanningen med værktøjet viser nemlig i mange tilfælde, at pc'er, der ellers kører glimrende med Windows 10, ifølge værktøjet ikke er i stand til at installere Windows 11. 

Microsofts eget værktøj giver ikke de store begrundelser for afvisningen, men det skyldes i de fleste tilfælde, at computernes processorer skal understøtte sikkerhedsprotokollen TPM 2.0, ligesom såkaldt Safe boot skal være aktiveret i pc'ens BIOS.

Noget selv en del nyere pc'er ikke kan leve op til. 

Værktøjet fjernet fra Microsofts hjemmeside

Den nyeste udvikling i sagen er, at Microsoft har fjernet værktøjet fra firmaets Windows 11-hjemmeside. Vi formoder, at det er for at forbedre det udskældte værktøj.

Men om den kommende udgave bliver mindre rigid i sine krav til din pc - eller der simpelthen blot kommer et nyt værktøj, der er mere detaljeret, ved vi endnu ikke. 

Du kan stadig hente værktøjet i Fordelszonen, selvom Microsoft har fjernet det fra firmaets hjemmeside. Så snart der kommer en ny udgave af værktøjet, opdaterer vi det naturligvis i Fordelszonen.

Måske er du interesseret i ...