Hemmelige ekspertfunktioner i Windows

Windows rummer en række skjulte værktøjer, som du kun kan udnytte fra en kommandolinje. Her lærer vi dig at bruge tre af de smarteste muligheder.

Windows’ har flere stærke værktøjer, som du kun finder via Terminal-programmet.

Windows’ har flere stærke værktøjer, som du kun finder via Terminal-programmet.

Der er sket meget med brugervenligheden på vores pc’er – fra IBM’s første udgave i 1981 til nutidens moderne computere med Windows 11.

I pc’ens første årti hed styresystemet DOS, og her foregik de fleste opgaver med en kommandolinje på sort baggrund, hvor man eksempelvis skulle skrive ”copy c:\image.bmp c:\doks\image.bmp” for at kopiere en billedfil fra én mappe til en anden.

Det var alt for bøvlet for almindelige mennesker, og derfor kom der grafiske systemer som Windows, MacOS og OS/2 til, hvor man i stedet kunne udføre de samme opgaver ved at trække og klikke med musen.

Men selv om vi i dag kan klare det meste ved at åbne vinduer og trække filer med musen, har Microsoft alligevel bevaret og endda udviklet den klassiske kommandolinje.

Kommandoerne findes stadig

I mange år kunne man stadig bruge de gamle DOS-kommandoer med et Windows-værktøj kaldet Kommandoprompt, og i nyere tid er der endda kommet endnu et værktøj til med navnet PowerShell.

Her er der adgang til en række nye og mere avancerede kommandoer, der giver dig funktioner, som faktisk ikke findes andre steder i Windows.

Begge værktøjer har du også på din egen pc, og i Windows 11 har Microsoft samlet dem i programmet Terminal, som kan afvikle alle typer af kommandoer.

Nyd de eksklusive muligheder

I denne artikel kan du læse mere om tre geniale muligheder, som du kun får, hvis du starter funktionerne fra Terminal-programmet.

Når du afvikler de særlige koder, og det resulterer i en komplet rapport over pc’ens batteri eller en fuld diagnose over dit trådløse netværk, føles det næsten som om du er ingeniør hos Microsoft, og skal ned og justere i Windows’ grundlæggende kernefunktioner og avancerede muligheder.

Værktøj 1: Tjek, hvordan pc'ens batteri har det

Med kommandoen “powercfg”, som du starter fra Terminal-programmet, har du adgang til avancerede batterifunktioner. En af de smarteste er muligheden for at undersøge batteriets sundhed.

1

Højreklik på startknappen 1 og vælg Windows Terminal (Admin) 2. I Windows 10 skal du vælge Windows PowerShell (admin), når du højreklikker på startknappen.

2

Skriv powercfg /batteryreport (med mellemrum før skråstreg) 3, og tryk på Enter. Det får Windows til at udarbejde en helt frisk rapport over pc’ens batteri.

3

Du får at vide, at Windows har gemt den nye rapport under din brugermappe i filen battery-report. html 4. Luk Terminal-vinduet.

4

Åbn Stifinder. Klik på Denne pc 5, Local disk (C:) 6, Brugere 7 og dit brugernavn 8. Dobbeltklik på filen battery-report.html 9.

5

Nu åbner batterirapporten i din browser på pc’en. I toppen kan du straks se, hvor stor kapacitet 10 batteriet havde, da det var nyt, og hvad det kan rumme af strøm nu 11.

6

Når du ruller ned i rapporten med musen, kan du se flere detaljer om, hvordan batteriet gennem årene har tabt af sin oprindelige kapacitet 12.

7

I bunden kan du se, hvor længe din pc kunne køre på batteri, da den var ny 13, og hvor længe, du kan arbejde på den nu 14. Så kan du vurdere, om det er tid til en udskiftning.

Værktøj 2: Få adgang til printerens udskrifter igen

Hvis du oplever problemer med at udskrive på pc’en, skyldes det ofte, at der er opstået en prop i printkøen. Denne kø over udskrifter kan du nemt rydde med en særlig kommando, så du kan printe igen.

1

Højreklik på startknappen 1, og vælg Windows Terminal (Admin) 2. I Windows 10 skal du vælge Windows PowerShell (admin), når du højreklikker på startknappen.

2

Før du kan få lov at tømme printerens kø, skal du stoppe Windows’ udskrivningstjeneste. Det gør du ved at skrive net stop spooler 3 og trykke Enter.

3

Efter et øjeblik får du besked om, at tjenesten Print Spooler er stoppet 4.

4

Slet printerens kø ved at skrive del c:\Windows\System32\ spool\printers* 5 og trykke på Enter på dit tastatur.

5

Det tager igen kun et øjeblik, og når du igen ser en blank kommandolinje 6, er køen ryddet og alle ventende printjobs er væk.

6

Skriv nu net start spooler 7 og tryk på Enter for at starte Windows’ udskrivningstjeneste igen.

7

Når du får besked om, at Print Spooler er startet 8, virker din printer forhåbentligt igen. Du kan nu lukke Terminal ved at klikke på krydset i øverste højre hjørne.

Værktøj 3: Et serviceeftersyn af dit trådløse netværk

Trådløse netværk kan være ophav til oceaner af frustrationer. Nu kan du få genereret en komplet rapport over netværkets fejl og afbrydelser, så du kan se, om netværket kører, som det skal.

1

Højreklik på startknappen 1 og vælg Windows Terminal (Admin) 2. I Windows 10 skal du vælge Windows PowerShell (admin), når du højreklikker på startknappen.

2

Skriv netsh wlan show wlanreport 3 på kommandolinjen og tryk på Enter.

3

Nu går din pc i gang med at hente en lang række oplysninger 4 om dit trådløse netværk. Det kan godt tage et par minutter.

4

Nu får du at vide, at Windows har gemt en rapport til dig i mappen c:\ProgramData\Microsoft\Windows\WlanReport 5. Luk vinduet.

5

Åbn Stifinder på din pc, og skriv wlan-report 6 i søgefeltet. Vent et øjeblik. Dobbeltklik på filen wlan-report-latest.html 7.

6

Det åbner rapporten i din standardbrowser, hvor du i toppen skal lægge mærke til episoder med knaldrød farve 8, der indikerer fejl.

7

Nu kan du læse om alle hændelser 9, der involverer dit trådløse netværk. Hvis der er mange røde fejl, kan du prøve at nulstille netværket. Læs hvordan på komputer.dk/2520.

Læs magasinartikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.