De 9 vigtigste nye funktioner i Windows

Microsoft holder sig heldigvis ikke tilbage, når det drejer sig om forbedringer af Windows 11. Her ser vi nærmere på de mest spændende nye tiltag, som er tilføjet i Windows 11 de seneste par år.

© trickyaamir/Shutterstock

Selvom Windows typisk er kommet i en helt ny udgave hvert 3.-5. år betyder det langtfra, at verden står stille i de mellemliggende år.

Det har været særligt markant med de to seneste udgaver: Windows 10 og 11. Her har de såkaldte halvårsopdateringer budt på mange nye funktioner.

Der har været særligt mange nyskabelser i Windows 11. Siden systemet landede i efteråret 2021, har Microsoft langtfra ligget på den lade side. Hvert halve år er der kommet nye værktøjer til, og Microsoft har givet dig mange nye måder at gøre tingene på i de allerede eksisterende værktøjer.

Nogle af nyhederne er blevet slået stort op og tidligere omtalt, mens andre fremskridt i det store hele er røget under radaren. I en del tilfælde har Microsoft endda sneget ændringerne ind ad bagdøren.

Geniale funktioner gemmer sig i Windows

Nogle forbedringer af Windows er således dukket op i mindre opdateringer, som vi ikke har haft nogen forventninger til.

Kun ved at bruge systemet dagligt har vi opdaget, at noget med ét er nyt og bedre i Windows 11.

Det er med andre ord helt naturligt, hvis du endnu ikke kender alle hjørner af Windows og stadig “kun” bruger de Windows 11-funktioner, der allerede var på plads i i 2021.

I denne artikel har vi imidlertid samlet de nyheder i systemet, som for alvor har forbedret det. Måske kender du nogle af værktøjerne, men der er helt sikkert også nogle, som er nye for dig og vil forbedre din hverdag ved pc’en.

1. Spar på batteriet

Et nyt værktøj i Windows gør noget godt for både miljøet og batterilevetiden. Besøg energisparefunktionen, og optimer indstillingerne for pc’ens strømstyring.

1

Højreklik på startknappen 1, og vælg Indstillinger 2.

2

Vælg dernæst menupunktet System 3 til venstre.

3

I næste vindue vælger du Strøm og batteri 4.

4

Klik på Energianbefalinger 5 øverst i vinduet.

5

Du kan nu skifte til den mest energivenlige tilstand med knappen Anvend Alle 6.

6

Du kan også finindstille de enkelte punkter ved at vælge Anvend 7 ud for de konkrete tiltag længere nede i vinduet.

2. Optag en video af skærmen

Det har længe været muligt at tage skærmskud i Windows, men et værktøj til at optage video har gjort Windows 11 meget bedre. Du vælger selv den del af skærmen, som skal optages.

1

Begynd med at taste genvejen Windows-tast + Shift + S. Det åbner et skærmskudværktøj øverst på skærmen. Klik på videokamera-ikonet 1.

2

Tegn en ramme 2 om den del af skærmen, du vil optage.

3

Klik nu på Start 3 for at begynde optagelsen. Klik på det røde ikon for at afslutte den igen.

4

Optagelsen vises, og du kan nu klikke på disketteikonet 4 for at gemme videofilen.

5

Giv filen et navn 5, og klik på Gem for at gemme videofilen på harddisken i formatet MP4.

3. Find dine fotos på en smart tidslinje

Galleri er en stort set hemmelig funktion i Stifinder, Det er ærgerligt, for du får vist en tidslinje over samtlige dine fotos på tværs af pc’ens mapper. Her viser vi, hvordan det fungerer.

1

Åbn Stifinder som normalt via værktøjets ikon på proceslinjen 1.

2

Vælg Galleri 2 i menuen til venstre.

3

Nu vises alle pc’ens fotos og en tidslinje 3 til højre i Stifindervinduet.

4

Hvis du vil finde et fotos placering i en mappe, højreklikker du på det i galleriet 4 og vælger Åbn filplacering 5.

5

Fører du musen ned over tidslinjen til højre 6, vises også de måneder, billederne blev taget i.

4. - 6. Tre nye finesser i Stifinder

Windows Stifinder får løbende små og store forbedringer. Her har vi samlet tre af de nyskabelser, som vi er særlig glade for og som alle er landet i Windows’ inden for det seneste år.

4. Vælg det rigtige vindue på proceslinjen

Hvis du har flere Stifinder-vinduer åbne, kan du hurtigt finde det rette ved at føre musen ned over Stifinder-ikonet på proceslinjen.

5. Træk mapper til andre faner

Du kan trække en mappe eller en fil fra et Stifinder-vindue op på en anden fane og dermed hurtigt flytte filer mellem to mapper.

6. Nye knapper i højreklikmenuen

Højreklikmenuen i Stifinder har samlet ikonerne til at klippe, kopiere, omdøbe og slette filer.

7. Brug QR-koder for at gå på nettet

Hvis en gæst har brug for at gå på dit netværk med sin mobil eller pc, kan du dele det ved hjælp af en QR-kode. Dermed behøver din gæst ikke kende eller indtaste kodeordet.

1

Højreklik på startknappen 1, og vælg Indstillinger 2.

2

Til venstre vælger du menupunktet Netværk og enheder 3.

3

Klik nu på punktet Wi-FI 4 øverst.

4

I næste vindue vælger du Egenskaber for... 5 det netværk, som du er koblet på.

5

Klik nu på knappen Vis 6 til højre i vinduet.

6

Så vises en QR-kode 7, som din gæst kan scanne med sit mobilkamera eller webkamera for at få adgang til dit netværk. Klik til sidst på Luk.

8. Udnyt skærmpladsen bedst muligt

Ved at trække et vindue op til skærmens øverste kant, får du vist forskellige muligheder for at placere dine vinduer. Vælg den rette konfiguration, og fordel pladsen optimalt.

1

Træk først et programvindue helt op til toppen 1 af Skrivebordet.

2

Så vises en række layout-muligheder 2 for vinduet samt de øvrige vinduer. Vi vælger et layout 3, hvor vores nuværende vindue ligger til venstre og de to øvrige til højre.

3

Sådan bliver det færdige resultat. Alle tre vinduer – Stifinder, et fotoprogram og Notesblok – ryger automatisk på plads og fordeler skærmpladsen perfekt mellem sig.

9. Pak dine filer i forskellige formater

I årtier har Windows holdt fast i et bestemt format til at pakke filer, så de fylder mindre. Men ZIP-formatet har nu fået selskab af andre formater. Vi viser, hvordan du fremover kan pakke filerne på flere måder.

1

Marker først nogle filer eller mapper i Stifinder 1, og højreklik på dem.

2

Vælg menupunktet Komprimer til... 2.

3

I næste del af menuen vælger du 7z-fil 3 eller et andet format, du måtte foretrække.

4

Filerne pakkes nu i en 7Z-fil 4, så de optager mindre plads.

5

Hvis du vil pakke filerne ud, højreklikker du på 7Z-filen 5 og vælger Udpak alle... 6.

Hent magasinartikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.