På det seneste har Windows-nyhederne verden over - også her hos Komputer for alle - handlet meget om den nye Windows 11, men det er en fejl at tro, at vi nu er færdige med Windows 10.
Selvom Microsoft til stor fanfare har lanceret Windows 10's efterfølger, fortsætter gode gamle Windows 10 til ihvertfald 2025.
Der vil også være ganske mange pc-ejere og virksomheder verden over, der ufortrødent fortsætter med Windows 10, selvom der nu er kommet en afløser.
Det skyldes naturligvis især, at hardware-kravene til Windows 11 er så strikse, at mange pc'er slet ikke er i stand til at installere Windows 11. Dermed bliver Windows 11 først aktuelt, når computeren alligevel står til udskiftning.
> Læs også: Så længe kan du bruge Windows 10
Windows 10 opdateres som planlagt
Det har hidtil været sådan, at Windows 10 modtager to årlige funktionsopdateringer - en i foråret og en i efteråret - og den fremgangsmåde fortsætter.
Således ligger det nu fast, at din pc med Windows 10 her i november 2021 modtager den næste store opdatering med navnet 21H2.
Med en sikkerhedsopdateret Windows 10 kan du trygt fortsætte med det ellers afløste styresystem de kommende år.
Færre nye funktioner i 21H2
Til gengæld er Windows 10 21H2-opdateringen ganske beskeden i nyheder på funktionsområdet. Det primære fokus er her nye sikkerhedsindstillinger og -funktioner. Fx:
- Understøttelse af WPA3-sikkerhed på trådløse netværk
- En opdatering til sikkerhedsfunktionen Windows Hello
- Grafikkort-understøttelse i Windows 10's funktion WSL - Windows Subsystem for Linux
Du kan læse mere om den kommende opdatering her på Microsofts hjemmeside.
Ligeså vigtigt er det dog, at du med den nye udgave af Windows 10 får 18 måneders yderligere sikkerhedsopdateringer fra Microsoft.
Firmaet yder nemlig kun support halvandet år ud i tiden på hver udgave af Windows 10.
I Komputer for alle vil vi også fortsætte med at skrive om Windows 10 - både her på hjemmesiden og i bladet.
> Læs alle vores artikler med tips og tricks til Windows 10 her