Det sker ofte, at Microsoft med en ny, stor opdatering til Windows 10, udover de smarte tilføjelser, også vælger at fjerne funktioner eller programmer, som ellers har eksisteret i styresystemet i en årrække.
Det så vi med de populære Hjemmegrupper, og nu ser vi det igen med funktionen "Sikker fjernelse af hardware".
> Læs om alle de tidligere opdateringer af Windows 10 her
Sikrer, at du ikke mister filer
Vi har ellers ofte anbefalet i Komputer for alle, at du aldrig fjerner en USB-nøgle eller ekstern harddisk uden først at klikke på ikonet for Sikker fjernelse af hardware.
I stedet skulle du vente til Windows siger, at det er sikkert at fjerne enheden.
Det sikrer, at du ikke får fjernet lagermediet, mens Windows skriver til den - med risiko for at miste filer på USB-nøglen.
Udgik sammen med opdatering til 1809
Microsoft har ikke gjort særlig reklame for, at funktionen "Sikker fjernelse af hardware" i Windows 10 er udgået
Men hvis din pc er opdateret til den nyeste version 1809 af Windows 10, vil du måske have bemærket, at ikonet for Sikker fjernelse af hardware ikke længere dukker op i meddelelsesområdet ved uret.
I stedet sørger en ny funktion i Windows 10 for, at du på et hvilket som helst tidspunkt kan fjerne dine USB-enheder sikkert.
Det vil sige, at Windows stopper med at læse og skrive på dine enheder, så snart du har åbnet de filer, du skal bruge, og ifølge Microsoft selv er det nu altid sikkert at fjerne lagerenheder fra pc'en.
Vi har ikke testet det i praksis, men hvis du fx åbner dokumenter direkte fra en USB-nøgle, skal du være sikker på at få lukket dokumenterne, inden du trækker USB-nøglen ud - også med den nye funktion i Windows 10. Ellers risikerer du at miste dine ændringer.
Sikker fjernelse af hardware kan slås til igen
Hvis du alligevel foretrækker den gamle, sikre måde at fjerne USB-nøgler, så har Microsoft gjort det muligt at aktivere den i Windows for hver enkelt enhed.
Du kan læse på denne hjemmeside, hvordan du gør det (på engelsk).