Sæt et personligt foto på låseskærmen

Vidste du, at du selv kan vælge det billede, der pryder din computer, når den er låst? Her viser vi, hvordan du kan give Windows’ låseskærm et langt mere personligt præg.

Når du ikke bruger Windows, kan du låse skærmen. På låseskærmen vises et flot foto udvalgt af Microsoft; typisk et foto af et imponerende bjerglandskab med en rygsæk på græsset i forgrunden. Windows’ standdardbillede er absolut nydeligt, men kan måske også blive lidt ensformigt i længden.

Heldigvis er det muligt at skifte foto og dermed sætte lidt personligt præg på din Windows-dagligdag. Det er dog de færreste, der har taget sig sammen til at sætte et nyt billede på låseskærmen – eller overhovedet ved, at det kan lade sig gøre.

Lås pc’en, når du forlader den

Du skal først og fremmest bruge et billede, du har lyst til at kigge på. Eller flere billeder, for du kan også lade låseskærmen vise et slideshow, der skifter mellem flere fotos. Saml fx en mappe med dine bedste fotos af børn og børnebørn, der kan køre på skift på skærmen. I Windows’ indstillinger for låseskærmen findes en menu med i alt tre muligheder: “Windows Spotlys” er Windows’ eget bjerglandskab. “Billeder” er et enkelt foto, som du udpeger. Og “Slideshow” er flere fotos.

Låseskærmen tjener naturligvis også et praktisk formål. Hvis du er i byen med din pc, bør du låse skærmen, når du forlader den. Så sikrer du, at andre ikke får adgang til computeren. Du låser hurtigt skærmen ved at taste Windows-tast + L – og hvis du gør den tastaturgenvej til en vane, hver gang du rejser dig fra din pc, får du både større sikkerhed og fornøjelse af dine egne smukke billeder.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.