En ny opdatering til Windows har ikke fået den bedste start på livet. I kølvandet på KB4535996, som opdateringen hedder, har masser af Windows-brugere nemlig rapporteret om små og i særdeleshed store problemer.
I følge mediet Bleeping Computer og Microsoft selv, er der flere alvorlige problemer med opdateringen, som egentlig var sat i verden for at reparere nogle små-fejl i Windows.
Brugere oplever således følgende symptomer på deres Windows-pc'er:
Nedbrud under opstarten på grund af KB4535996
Flere brugere rapporterer, at genstarten i forbindelse med opdateringen tager længere end normalt, og at man undervejs mødes at en sort-skærm.
Andre brugere er endnu mere uheldige, da genstarten slet ikke gennnemføres.
Blue screen of death på grund af KB4535996
Andre igen rapporterer, at deres pc møder dem med den frygtede "blå dødsskærm", lige inden de når til login-skærmen.
> Læs også: Derfor får du blå skærm i Windows
Langsommere pc på grund af KB4535996
Endelig kan opdateringen medføre en generelt langsommere pc'er, lyder meldingerne fra flere brugere.
Der er også rapporter om manglende lyd som følge af opdateringen samt problemer med programmet Microsoft Visual Studio.
Det skal du gøre, hvis din pc er ramt
Du kan se, om du har opdateringen ved at gå ind i Windows 10's Indstillinger og vælge Opdatering og sikkerhed. Klik på Vis opdateringsoversigt, og led efter KB4535996.
Hvis du har opdateringen, og du har oplever nogle af de problemer, vi har beskrevet her i artiklen, skal du blot klikke på Fjern opdateringer, vælge KB4535996 i oversigten og klikke på Fjern.
Har du opdateringen, men ikke oplever nogen problemer, kan du roligt lade den blive på pc'en.
Du kan også læse yderligere på Microsofts egen side om opdateringen. Den finder du her.