På din telefon har du måske bemærket, at der findes en alarmfunktion, som blandt andet er praktisk at bruge som vækkeur, når du skal op om morgenen. Men faktisk har Windows en lignende funktion, der dog er knap så praktisk som vækkeur, medmindre du ligefrem tager pc’en med i soveværelset. I stedet kan alarmfunktionen i Windows være god til at give dig påmindelser om vigtige begivenheder, du gerne vil huske.
I Windows modtager du påmindelserne fra dine gemte alarmer direkte på Skrivebordet, ligesom du selv bestemmer, hvilken lyd der skal ledsage påmindelsen. Det er praktisk, hvis du alligevel sidder ved din pc, når tiden for alarmen oprinder. Den smarte funktion kan aktiveres i både Windows 10 og Windows 11 og er stort set identisk. Men som med mange andre funktioner og indstillinger har Microsoft ændret en lille smule på udseendet i den nye udgave af Windows.