Dybt nede i Windows 10's sikkerhedsindstillinger findes en skjult funktion, der beskytter pc’en mod såkaldt PUA – potentielt uønskede programmer.
Når du slår funktionen til, bliver du advaret, hvis du forsøger at starte et program, som Windows mener er farligt for din pc.
Funktionen er så effektiv, at man skulle tro den var slået til som standard. Det er bare ikke tilfældet.
Det betyder, at din computer kan blive endnu mere sikker, og bedre kan afværge angreb fra skadelige programmer, når du slår den hemmelige funktion til.
Sådan aktiverer du den hemmelige funktion
Funktionen, der kan beskytte din pc mod uønskede programmer, er gemt i Windows 10's indstillinger, men heldigvis kan den nemt søges frem fra søgefeltet på Proceslinjen.
Følg blot vores guide herunder for at give pc'en højere sikkerhed.

Skriv pua i søgefeltet på Proceslinjen. Klik på Omdømmebaseret beskyttelse.

Klik på skyderen under Blokering af potentielt uønsket app, så den er slået til.

Hvis du senere prøver at starte et program, som Windows Defender vurderer som uønsket, vil du se en dialogboks, som fortæller dig, at programmet ikke kan startes.
Beskyt din pc endnu bedre
Windows 10 rummer endnu flere hemmelige sikkerhedsindstillinger, som er deaktiveret som standard.
I Komputer for alle nummer 2/2021 kan du læse, hvordan du aktiverer syv andre effektive funktioner, så din pc bliver sikret endnu bedre - uden at installere ekstra programmer.
> Du kan læse artiklen og få tips til beskyttelse af din pc i Fordelszonen her