Byg din helt egen udgave af Windows

Programmet ExplorerPatcher gør det muligt at skifte mellem udseende og funktioner fra forskellige versioner af Windows, så du kan vælge din helt egen stil.

Da Windows 11 blev lanceret, var vi flere, der rynkede på næsen over det nye udseende. Meget af det, vi havde vænnet os til i Windows 10, og som vi egentlig var ganske glade for, så nu både anderledes ud og virkede ikke helt som før. Fx er højreklikmenuen blevet lavet fuldstændig om, så flere menupunkter nu gemmer sig bag kryptiske grafikker og undermenuer. Proceslinjen er desuden blevet centreret, søgefeltet blevet til en søgeknap, og startmenuen, der har fået nyt udseende og ny funktionalitet, åbner nu pludselig i midten af skærmen.

Der er dog intet usædvanligt ved, at Windows får en overhaling i ny og næ. For hver eneste gang Microsoft har lanceret en ny udgave af Windows, har styresystemet også fået nyt udseende og nye funktioner.

Men det er ikke altid, at nyt er bedre, og hvis du også savner noget fra de gamle versioner af Windows, bliver du glad for programmet Explorer- Patcher. Med programmet kan du tilpasse styresystemet og tilføje forskellige elementer fra tidligere versioner af Windows. Det betyder blandt andet, at du kan få den gamle højreklikmenu og proceslinje til Windows 11.

Massevis af muligheder

Explorer Patcher, som du henter gratis på vores hjemmeside, giver dig næsten uoverskueligt mange muligheder for at bygge dit eget Windows-styresytem. På få sekunder kan du fx lave udseendet af menuerne nederst til højre i proceslinjen om, så grafikkerne, der viser lydstyrke, batterikapacitet og klokkeslæt ser ud som i Windows 7.

Og hvis du har Windows 11 og savner startmenuen fra Windows 10, kan du med et par klik få den gamle startmenu tilbage. Ganske vist kan du i menuen Indstillinger i Windows allerede lave styresystemet om på et væld af måder uden at bruge et program. Men det er kun de indstillinger, som Microsoft har vurderet er vigtige for dig, du kan justere på den måde. De mere omfattende indstillinger kan kun ændres, hvis der rettes i registreringsdatabasen, og det er ikke noget, man bare lige gør. Registreringsdatabasen er nemlig en kompliceret samling data, hvor du skal vide nøjagtig, hvad du foretager dig, så styresystemet ikke tager skade.

Det er disse avancerede indstilinger, som ExplorerPatcher hjælper med at håndtere. Du skal bare sætte flueben og klikke på de rigtige knapper, så klarer prograammet alt det besværlige arbejde. Og skulle du fortryde ændringer, du laver med programmet, er det let at vende tilbage til styresystemets originale indstillinger.

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.

Klik på linket herunder for at hente Explorer Patcher fra vores hjemmeside i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave: