Det ser ud, som om den trådløse mus Pro Click V2 Vertical Edition er væltet om på siden ved et uheld, men der er en mening med galskaben. Den skrå vinkel på 71,7 grader giver nemlig en mere naturlig stilling for dit håndled, når du bruger musen.
Vi brugte Pro Click V2 i almindeligt arbejde i Windows-programmer som Excel og Chrome, og efter en hel arbejdsdag kunne vi faktisk mærke, at håndleddet var blevet mindre belastet.
Hjulet, alle knapper og selve musens krop er i høj kvalitet. Knapperne har generelt en fin placering, der passer til dine fingres greb om musen, men vi kom et par gange til at aktivere knapperne på siden ved et uheld, fordi de sidder lige på kanten af den hylde, hvor du hviler tommelfingeren.
Nemt at ændre indstillinger
Du indstiller funktionerne i knapperne ved hjælp af programmet Razer Synapse, og det er både flot og gennemarbejdet. Selv om der er mange funktioner at finde rundt i, er de velorganiserede på faneblade og i undermenuer. Musens knapper og LED-lys vises tydeligt på et billede af Pro Click V2, så du ikke er i tvivl om, hvad du skal gøre for at ændre noget.
Razer lover op til seks måneders batteritid. Vi havde kun musen til rådighed i nogle dage, så vi kunne ikke måle det præcist, men batteriniveauet falder i hvert fald kun med nogle få procent om dagen. Det store batteri gør musen forholdsvis tung, men det er ikke noget problem i praksis på grund af den bedre håndstilling.


