Du får svært ved at finde en bedre mus til din bærbare pc end Harpe II Ace, men prisen er også ekstremt høj.
Vi testede Harpe II Ace i et par uger, og vi kunne faktisk ikke finde nogen svage punkter ved musen.
Du kan selv vælge, om du vil bruge den med den trådløse USB-adapter, Bluetooth eller det kraftige, stofbelagte kabel. Kablet tilsluttes i snuden af musen, så du kan arbejde med musen, mens den lades op.
Vi foretrak at bruge USB-adapteren, som er så lille, at du sagtens kan lade den sidde i USB-porten, når du transporterer din computer. Hvis du vil være sikker på, at den ikke bliver væk, kan du også gemme den i et hulrum under musen.
Vejer kun 48 gram
Harpe II Ace føles nærmest overnaturligt let med en vægt på kun 48 gram, og den skøjter ubesværet hen over musemåtten takket være nogle store teflonflader på bunden.
Både knapper og musehjul er i høj kvalitet og giver den helt rigtige modstand, når du klikker og ruller.
Musens symmetriske grundform betyder, at du også kan bruge den med venstre hånd, men så må du leve med, at det er lidt svært at nå knapperne på venstre side.
