HyperX FlipCast giver en ren og klar lyd i både samtaler og lydoptagelser på pc’en.
Mikrofonen skal blot kobles til en USB-port, og så er den klar til brug. På oversiden viser en stribe LED-lys lydniveauet, når du taler. Det hjælper dig både med at undgå at tale så lavt, at det ikke kan høres, og så højt at lyden forvrænges.
I det sidste tilfælde skifter lyset til rødt, og så ved du, at du skal tale lavere eller flytte dig længere væk.
Lyden var, som vi gerne ville have den, uden at vi behøvede at pille ved indstillingerne. Det var heldigt, for det tilhørende indstillingsprogram virker ikke helt færdigt, og der er ingen forindstillede lydprofiler at vælge imellem, så du fx hurtigt kan skifte mellem profiler til videosamtaler og podcastoptagelser.
I stedet er du selv nødt til at finindstille lyden ved at eksperimentere med programmets equalizer, men det kræver lidt erfaring.
Lydløs mute-knap
Vi testede mikrofonen med en bærbar pc, og der var en verden til forskel på lydkvaliteten fra Flipcast og den lille indbyggede mikrofon i computeren.
Optagelserne lød ikke bare bedre med USB-mikrofonen; det var også markant nemmere for modparten at forstå, hvad vi sagde.
FlipCast har en stor mute-knap til hurtigt at lukke for mikrofonen. Knappen kræver kun et let tryk, og det er en fordel i forhold til andre mikrofoner, hvor det kan være svært at trykke knappen ned, uden at det høres som en skramlende lyd i optagelsen.

