Googles Pixel Buds 2a er det første headset med aktiv støjreduktion i Googles billige serie af trådløse headsets.
Det er en god tilføjelse til et headset, der i forvejen leverer fremragende lyd. Støjreduktionen var ganske vist ikke altid perfekt under vores ture i offentlig transport, men den fjernede dog den mest irriterende og monotone trafikstøj.
Samlet set er Pixel Buds 2a faktisk næsten på niveau med Googles egen topmodel Buds Pro 2, som koster betydeligt mere. På trods af prisforskellen er pasformen i øret lige behagelig og sikker i begge headsets.
Batteriet kan udskiftes
Vi kunne lytte til musik i sammenlagt næsten seks timer på en opladning, og headsettet skal blot i ladeæsken i omkring fem minutter for at få strøm til en times lytning.
Det er en stor fordel, at du selv kan udskifte det genopladelige batteriet i ladeæsken. Vi har haft gammeldags hovedtelefoner, der har overlevet i over 10 år, men de trådløse modeller skal som regel udskiftes langt tidligere, fordi batterierne bliver dårligere med tiden.
Pixel Buds 2a er udstyret med Googles Find Hub, så hvis du taber dem, vil du kunne spore dem ved hjælp af din telefon - og i øvrigt også få dem til at udsende en lyd, så du nemmere kan finde dem.
