Indstil farverne på skærmen optimalt

Nogle programmer fungerer bedst under stærke lysforhold, mens andre kører optimalt med mere afdæmpede skærmfarver. Programmet Eye Saver styrer farverne på din skærm helt automatisk.

© Shutterstock/ Roman Samborskyi

Det er en gammelkendt sandhed, at ingen af os har godt af at sidde og stirre på en lysstærk skærm alt for længe ad gangen.

Windows 10 og 11 tager fint hånd om dette faktum ved at tilbyde værktøjet Nattelys, som kort fortalt hensætter skærmen i et gulligt lys om aftenen og natten, mens dagtimerne nyder godt af det skarpe blå lys, som går bedre i spænd med sollyset udenfor.

Windows fine automatiske løsning, hvor det dæmpede nattelys slås automatisk til hver aften, tager dog ikke hensyn til alle de konkrete forhold, der opstår ved skærmen, og forstår heller ikke, at vores øjne fungerer forskelligt fra person til person.

Det gør til gengæld Eye Saver, som du nu kan hente på vores hjemmeside.

Programmet har en ny og original ide, nemlig at ændre skærmens farver alt efter, hvilke programmer du bruger. Eye Saver lader dig i første omgang definere det lys, som du vil have på skærmen som udgangspunkt. Men programmet træder for alvor i karakter med de automatiske regler, som du kan opstille for farverne på din computerskærm.

Programmerne bestemmer

Lad os tage et eksempel.

Når du arbejder i Word eller læser e-bøger, har du typisk hverken brug for farver eller stor lysstyrke på skærmen. I Eye Saver kan du derfor definere, at skærmen skal skifte til læsefarver fra det øjeblik, du åbner Word.

Indstillingen kaldes Reading i Eye Saver og benytter kun sort-hvide nuancer. Omvendt kan du for alvor skrue op for lysstyrken og farverne, når du afspiller video eller arbejder med grafikprogrammer, hvor farver spiller en større rolle.

I Eye Saver kan du tildele hvert program sine egne regler for lyssætning, Hvis flere af programmerne er åbne samtidig, vælger Eye Saver skærmfarver efter det program, som er øverst i din prioriterede liste.

Planlæg selv dine pauser

Programmet tilbyder også at minde os om at holde en pause fra pc-arbejdet med jævne mellemrum.

Det sker med meddelelser på skærmen.

Der kan ikke herske tvivl om, at pauser er sunde, så du hviler hjernen og skåner øjnene. Vi tror dog, at de fleste pc-brugere selv ønsker at planlægge pauserne, så i artiklen viser vi, hvordan du slår pause-anmodningerne fra.

Hent program

Inden du går i gang med vores grundige vejledning på dansk herunder, skal du hente Eye Saver. Det henter du i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave direkte her fra vores hjemmeside via linket herunder:

Tip

Vejledning

Indstil skærmlyset til dine programmer

I Eye Saver kan du indstille et generelt lys for din skærm. Du kan også bestemme, hvilke farver skærmen skal have, når du åbner et specifikt program på pc’en.

1

Hent Eye Saver fra vores hjemmeside, og installer det. Klik Finish 1, når du når til dette vindue.

2

Klik nu på Ja 2 for at godkende, at programmet genstarter din pc.

3

Når pc’en er genstartet, vil du opleve et anderledes lys på din pc. Klik på startknappen 3, og skriv Eye Saver 4 i Windows’ søgefelt. klik på Eye Saver 5.

4

Programmets indstillinger åbner. Menuen 6 bestemmer standardlyset, som vises på skærmen, når ingen programmer er åbne. Vælg disabled 7 for at vende tilbage til Windows’ almindelige lyssætning, eller health 8 for at fortsætte med at bruge programmets anbefalede farver, som skåner øjnene.

5

Åbn nu alle de programmer, som du vil lave regler for, fx Word. Vi vil nu oprette regler via knappen Automation rules 9.

6

klik først på krydserne 10 for at fjerne de to programmer som Eye Save har placeret i listen i forvejen.

7

Dobbeltklik på fx Word (som programmet kalder WINWORD) 11 i listen. Programmet vil derefter dukke op i feltet til venstre 12.

8

Vælg sort-hvid-tilstanden reading_1 13 i rullemenuen. Skærmen skifter straks til sort-hvid, fordi vi allerede har Word åben på vores pc.

9

Gå igen til listen, og dobbeltklik på fx dit videoprogram 14.

10

Det program sætter vi til movie 15. Bemærk, at skærmen foreløbig forbliver i tilstanden reading_1, fordi Word står øverst. Du kan skifte prioriteringen med pilene 16.

11

Vi slutter af med at vise to vigtige detaljer i Eye Saver. I menuen Breaks 17 fjerner du to markeringer 18. Så slipper du for pausepåmindelser fra programmet.

12

Hvis du vil slå programmet helt fra, sker det med et højreklik på dets ikon 19 (du skal eventuelt klikke på den lille pil 20 først). Klik på Exit 21. Så vender Windows’ normale lys tilbage.

Hent magasin-artikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.