Husker du? 10 teknologier, der forsvandt

Forestil dig en cd, der er ligeså stor som en gammeldags LP-plade, så har du essensen af det optiske videoformat LaserDisc, der blev lanceret i 1978.

I modsætning til cd’en, der kom på markedet i 1982, var LaserDisc ikke et fuldt digitalt format. Selve video- og lydsignalerne, der blev opfanget af laseren, var nemlig analoge, men alligevel var både lyd og billede af højere kvalitet, end det var tilfældet med både VHS- og Betamax-formatet.

På trods af alle kvaliteterne opnåede LaserDisc langt fra samme popularitet som VHS, og det skyldtes især to faktorer: Afspillerne var noget dyrere i indkøb, og så manglede de mulighed for selv at optage tv-programmer, som VHS var i stand til. Der blev dog stadig solgt kommercielle film på LaserDisc helt frem til 2001, før markedet var fuldstændig opslugt af dvd’en.

I efteråret 1985 indledte Microsoft et samarbejde med pc-producenten IBM om at udvikle et styresystem, der skulle afløse PC DOS til Intels 80286 processor.

Allerede i 1987 blev den første tekstbaserede version af styresystemet OS/2 udgivet, og et år senere kom så den grafiske overflade med et Skrivebord, ikoner og vinduer til.

Men samtidig med OS/2 arbejdede Microsoft også videre på sit eget Windows-system, og det endte med at koste samarbejdet med IBM. Det skete i 1990, hvor Microsoft lancerede Windows 3.0.

Til forskel fra OS/2 fulgte Windows som standard med mange nye computere, og samtidig udviklede Microsoft også langt flere drivere til Windows end til OS/2. Det betød, at udbredelsen af Windows hurtigt oversteg OS/2, og Microsoft trak sig ud af samarbejdet med IBM.

I 1984 toppede salget af musik på de små og praktiske kassettebånd. 55,3 procent af alle nye albums blev solgt på kassettebånd med LP-plader som nummer to med 36,3 procent.

Problemet med kassettebånd var dog, at formatet er analogt, og fordi der er mekanisk kontakt mellem læsehoved og bånd, bliver de slidte med tiden, hvilket ødelagde musikken på dem.

Det fik Sony til at begynde udviklingen af et digitalt, optisk format i stil med CD’en, men som også havde den fordel, at man kunne optage på mediet som med kassettebåndet. Det førte til lanceringen af MiniDisc i 1992.

Teknologien virkede ved, at en laser optog på en lille skive, der havde et magnetisk lag gemt under plastikken (magneto-optical). Ideen var god, og de små diske kunne rumme 60, 74 eller 80 minutter med musik eller egne
optagelser.

Desværre slog MiniDisc aldrig igennem på det store amerikanske marked, og snart blev teknologien overhalet af brændbare CD-R skriver og MP3-afspillere med indbygget flash-hukommelse.

I 2007 kunne skatteminister Kristian Jensen (V) stolt proklamere, at han og skatteministeriet havde registreret sig i online-verdenen Second Life sammen med omkring fire millioner andre brugere.

Formålet var at undersøge, om de penge, der dagligt blev trukket fra den virtuelle verden i form af Linden Dollar og ud i den fysiske verden, skulle beskattes.

Det var i en tid, hvor Second Life ofte blev nævnt i medierne, og også de største danske virksomheder havde travlt med at etablere virtuelle udstillingsvinduer til potentielle kunder.

Den virtuelle verden blev lanceret i 2003 af firmaet Linden Labs og havde i 2010 omkring 21,3 millioner brugere. Derefter gik det ned ad bakke og interessen forsvandt. Det samme gjorde brugerne, der i 2017-2018 blot blev estimeret til 800-900.000.

I slutningen af 1990’erne begyndte fjernsyn med HD-opløsning at indtage markedet, men der manglede et medie til at afspille film i 720p eller bedre opløsning på de nye fjernsyn.

Det udbredte dvd-format havde nemlig kun en opløsning i Europa på 720 x 576 pixels (576p), og derfor begyndte de store elektronikproducenter at udvikle et bedre format, som med en blå laser i stedet for dvd’ens røde kunne rumme mere data, fordi den blå laser har kortere bølgelængde.

Toshiba lancerede i 2006 sammen med en gruppe andre producenter formatet HD DVD, der kunne rumme 15 GB data på hvert lag, altså 30 GB i den typiske dobbeltlagsudgave. Dvd-skiven havde til sammenligning kun plads til 4,7 GB per lag.

HD DVD’ens kapacitet var nok til at rumme en spillefilm i Full HD (1920 x 1080 pixels), der kunne vises af de moderne fjernsyn.

Desværre for Toshiba lancerede et konsortium bestående af blandt andre Sony, Panasonic og Philips et konkurrerende format blot 3 måneder senere i 2006, og dette format kunne rumme 25 GB per lag og 50 GB i dobbeltlagsversionen.

Det nye format hed Bluray, og det viste sig hurtigt, at filmbranchen foretrak Bluray frem for HD DVD. Da de store filmstudier tog parti til fordel for Blu-ray, endte Toshiba allerede i 2008 med at lukke og slukke for al videre udvikling af HD DVD-formatet og udstyr til det.

I sidste halvdel af 1990’erne blev MP3- afspillere populære som den tids walkman, men ingen MP3-afspiller var alligevel som Apples iPod, der blev lanceret i 2001, og som gennem tiden endte med at blive produceret i omkring 450 millioner eksemplarer.

Apples dygtige sans for tidens digitale behov fik de fleste store it-virksomheder til også at forsøge sig på markedet, og Microsofts bud på en fysisk afspiller og sammenkoblet musiktjeneste hed Zune.

Microsoft lancerede Zune i 2006 under stor ståhej og i et samarbejde med Toshiba, der producerede selve afspillerne.

I alt blev der produceret tre forskellige afspillere med indbygget harddisk og seks afspillere, som havde musikken lagret på flashhukommelse, men salgstallene kom aldrig i nærheden af Apples eller den anden konkurrent Creatives, og derfor blev Zune afviklet i 2012.

Den 11. februar 2011 trådte Microsofts daværende topchef Steve Ballmer sammen med Nokias øverste direktør, Stephen Elop, frem på scenen ved et stort anlagt presseevent i London.

Her annoncerede de et nyt stort samarbejde, hvor Microsofts mobile styresystem, Windows Phone, fremadrettet skulle erstatte systemet Symbian og være det primære styresystem på Nokias telefoner.

Fremstødet var Microsofts forsøg på at snuppe markedsandele fra de fremadstormende iPhones og Androidtelefoner, og for Nokia var det sidste forsøg på at generobre det tidligere årtis popularitet, der blev decimeret ved lanceringen af iPhone.

Den store satsning led dog alvorligt under, at Microsofts Phone-system simpelthen var for besværligt at bruge.

Windows 8 på telefonen
Det mindede om Windows 8’s flisestartmenu, der måske lige kan gå an på en stor pc-skærm, men på telefonen var det for knudret. Windows Phone blev i 2015 erstattet af Windows 10 Mobile, men problemerne var de samme, og i 2020 var det helt slut for Microsofts indtog på telefonmarkedet.

Den første offentligt fremviste 3Dfilm blev præsenteret for et publikum i 1922, og siden fulgte flere eksperimenter med teknologien op gennem årene, hvor illusionen af 3D ofte blev frembragt med rød/grønne filtre.

Det var dog først ved teknologimessen CES i 2010, at de store producenter satsede fuldt ud på 3D-fjernsyn og 3D-skærme. Det skete især efter den store kommercielle succes med filmen Avatar, der havde premiere året før. Efter i nullerne at have præsenteret større og større skærme for potentielle kunder, manglede TV-producenterne et nyt salgsargument, og her passede 3D fint ind i tiden.

Det viste sig dog hurtigt, at kundernes modstand mod at iføre sig de særlige aktive eller passive 3D-briller for at se film hjemme i stuen, var større end forventet, og derfor nåede salget af 3D-fjernsyn, 3D-afspillere,
3D-projektorer og 3D-kameraer aldrig de niveauer, som producenterne havde håbet.

Salget toppede i 2012 med godt 41 millioner solgte 3Dfjernsyn, men allerede i 2016 stoppede produktionen.

I starten af nullerne forsøgte Google sig med flere forskellige sociale netværk. Firmaet stod både bag Google Wave, Google Buzz og Orkut, før de i sommeren 2011 lancerede Google+, der afløste alle tidligere forsøg.

Målet var naturligvis at snuppe markedsandele fra Facebook, der så dagens lys allerede i 2004. På Google+ kunne man dele opslag og billeder, skrive og tale sammen via Google Hangout og oprette begivenheder.

Mulighederne mindede i det hele taget meget om Facebooks blot med et helt andet udseende. Hvad der dog ikke mindede om Facebook, var den måde folk brugte Google+.

På toppen af sin succes havde tjenesten 540 millioner månedlige aktive brugere indlogget, men i gennemsnit brugte de kun 3,3 minutter om måneden derinde, mens Facebooks brugere til sammenligning brugte 7-8 timer.

Det fik i februar 2014 avisen New York Times til at kalde Google+ for en spøgelsesby, og selvom Google forsøgte sig med et redesign i 2015, lykkedes det aldrig at få mere liv i tjenesten, der lukkede helt i 2019.

I 2012 begyndte en række spiludviklere at søge finansiering til et headset med virtual reality, som de kaldte Oculus Rift.

Allerede i 2014 blev firmaet Oculus VR købt af Facebook for knap 15 milliarder kroner, og nu fik andre producenter travlt. Sony lavede et headset til spillekonsolen PlayStation 4.

Mobilproducenten HTC gik sammen med spiludbyderen Valve om at lave VR-brillen Vive, Samsung lavede Samsung Gear VR i et samarbejde med Oculus og Google lavede et billigt headset i pap, som man selv skulle samle og bruge sammen med sin telefon. Selvom teknologien stadig bruges sporadisk, er den store udbredelse udeblevet.

En del af de produkter og tjenester, vi nævner på disse sider, har det til fælles, at de er startet med massiv omtale og interesse, har opnået indledende succes, før ’hypen’ alligevel er faldet til jorden eller er blevet overhalet af noget bedre.

Mange havde nok en forventning om, at interessen for VR og 3D-skærme ville vare ved, da omtalen var på sit højeste, men i dag er begge dele for længst forduftet.

Til gengæld er AI eller kunstig intelligens nu noget af det mest omtalte i it-verdenen. Spørgsmålet er, om interessen i dette tilfælde vil vare ved – eller AI om få år er overhalet af det næste teknologiske tigerspring.