Opret et nyt drev på din harddisk

Det giver både overblik og ro i maven at dele harddisken op i mindre bidder – såkaldte partitioner. Så kan du fx have Windows ét sted på harddisken og dine filer og dokumenter et andet.

Et gammelt ordsprog siger, at man ikke skal lægge alle sine æg i én kurv.

For taber du kurven, ja, så mister du hele baduljen. Det samme kan sådan set siges om din computer. For som udgangspunkt ligger alle dine filer i én kurv på computeren, nemlig C-drevet.

Her finder du både Windows, dine programmer og dine dokumenter såsom billeder, musik og tekster. Det er derfor en god idé, at du deler dit indhold op. Sker der derefter noget med fx din Windows-installation, som pludselig slår knuder, så har du ikke nødvendigvis også mistet alle dine filer og dokumenter, for de ligger jo et andet sted på pc’en.

Til det formål skal du dele din harddisk op i partitioner. Det er en opdeling af din harddisk, så du i stedet for ét drev kan have to, tre, fire eller endnu flere på din computer. Det er smart af flere årsager – blandt andet fordi det simpelthen er med til at give overblik over dine filer.

Men vigtigst af alt beskytter det dine data og dine filer, hvis der skulle ske noget med Windows og styresystemet skal geninstalleres. I denne artikel viser vi dig, hvordan du laver et separat drev til dine dokumenter med programmet MiniTool Partition Wizard Free, som du finder i Fordelszonen. Det er et program, der gør det nemt og overskueligt at arbejde med partitioner, hvilket ellers kan være en lidt teknisk og langhåret affære i Windows. Vi anbefaler, at du altid tager en backup af din computer, før du laver en ny partition og flytter dine dokumenter. For en sikkerheds skyld.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.