En bærbar computer, med et eksternt dvd-drev, og en dvd-skive klar til at brænde eller afspille.
DVD-drev

I dag har mange nye pc'er ikke indbygget dvd-drev. Derfor kan et eksternt drev være en god løsning.

© Shutterstock

Guide: Vælg det bedste eksterne dvd-drev

Har din nye computer ikke noget indbygget dvd-drev? Se her, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil købe et eksternt dvd-drev til din pc.

Mange nye computere har i dag ikke et indbygget dvd-drev, så hvis du vil se eller brænde en dvd, er gode råd dyre.

Heldigvis kan du købe et eksternt dvd-drev, som du kan slutte til din pc via det indbyggede USB-stik. Derefter kan du bruge dvd-drevet på samme måde som et indbygget drev.

Men eksterne dvd-drev findes i mange forskellige prisklasser og med forskellige funktioner. Derfor kan det være svært at finde ud af, hvilken dvd-brænder, du skal vælge.

Her giver vi dig en guide til, hvad du skal holde øje med.

Skal jeg købe et dvd-drev eller et Blu-ray-drev?

Du kan vælge mellem et eksternt dvd-drev eller Blu-ray-drev til din computer.

Et Blu-ray-drev kan både afspille Blu-ray-diske og dvd-er, men et dvd-drev kan ikke afspille Blu-ray-diske.

Derfor kommer dit valg an på, om du har behov for at afspille eller brænde Blu-ray-diske.

Umiddelbart kan det virke oplagt at vælge et drev, der kan afspille og brænde begge formater. Bare for at være på den sikre side. Men der er dog ét par ting, du skal overveje:

Prisen på drev, der kan læse og brænde Blu-ray er betydeligt højere end et drev, der kun kan læse og brænde dvd-er. Prisen på dvd-drev starter ved godt 200 kroner, mens en Blu-ray-brænder koster fra knapt 700 kroner og op.

Ved du, du kun skal bruge drevet til at læse og brænde dvd-er, kan du derfor spare en del penge, ved at købe et dvd-drev frem for Blu-ray

Hvad er Blu-ray?

Blu-ray er ligesom dvd et format til digital lagring af blandt andet video i høj kvalitet.

Formatet har fået navn efter den blå laserstråle, der bruges ved læsning af mediet. 

Dvd'er og cd-rom'er læses med en rød laserstråle. Brugen af blåt lys giver mulighed for en meget tættere lagring af data end muligt på dvd på grund af lysets kortere bølgelængde. 

Blu-ray disken har samme fysiske størrelse som en cd/dvd, men kan lagre langt større datamængder. Hvor en dvd har plads til 3,7 GB, kan en Blu-ray-disk lagre 25 GB pr lag.

Desuden kan lagene på en Blu-ray-disk stables mange gange, så dennår en endnu større kapacitet.

Kilde: Wikipedia

Hvad betyder RW, plus/minus R og R DL?

Når du læser beskrivelserne for eksterne optiske drev, vil du støde på forkortelser som DVD-RW/+RW, DVD-R DL/+R DL og DVD-R/+R. 

Disse er alle forkortelser for forskellige typer af dvd-skiver:

  • DVD-R/+R kan du brænde data på én gang
  • DVD-RW/+RW kan du brænde data på flere gange
  • DVD-R DL/+R DL har næsten dobbelt så meget lagerplads som de andre versioner; 8,5 GB i stedet for 4,7 GB.

De fleste nye dvd-drev kan læse og brænde alle disse formater, men det er stadig en god idé at kigge på specifikationerne, før du køber et skternt dvd-drev. 

Specielt, hvis du har en masse brændbare dvd’er liggende, som du skal kunne bruge med drevet.

Eksterne dvd-drev til bærbar computer.
Eksternt dvd-drev

Efterhånden som bærbare computere er blevet tyndere, lettere og mindre, er der ikke længere plads til et indbygget dvd-drev. Men du kan købe et eksternt dvd-drev for et par hundrede kroner. 

Hvad betyder 6x, 8x og 16x?

6x, 8x og 16x beskriver den hastighed, drevet kan skrive og læse på en dvd-skive. 

  • Ved 1x hastighed skrives 1.32 MB data til dvd-skiven per sekund. 
  • Ved 6x skrives 7,93 MB i sekundet
  • Ved 8x skrives 10,57 MB i sekundet
  • Ved 16x skrives 21,13 MB i sekundet.

De ovenstående tal gælder kun for dvd-er, og ikke for cd-rom’er eller Blu-ray-diske. 

Det kan være lidt forvirrende, men fx betyder 1x ved en cd-rom, at der skrives med 0,15 MB i sekundet, mens 1x ved en Blu-ray-disk betyder at der skrives med 4,29 MB i sekundet.

Jo større tallet før x’et er, des hurtigere brændes din dvd altså. 

Du finder ofte de hurtigste hastigheder hos dyrere dvd-drev, men de billigste drev har for det meste en max hastighed på 8x, som betyder, du kan brænde en hel dvd på cirka 10 minutter.

Skal jeg vælge USB 2.0 eller 3.0

Flere af de dyrere eksterne dvd-drev er udstyret med USB 3.0-stik, hvor billigere modeller for det meste kun har 2.0. 

Derfor kan det virke fristende igen at betale ekstra for den nyeste, og hurtigste, USB-teknologi. Men kan det betale sig?

USB 2.0-stik har en maksimal teoretisk overførselshastighed på 53 MB i sekundet, men test viser, at den reelle maksimale hastighed er nærmere 43 MB i sekundet.

Dette betyder dog stadig, at overførselshastigheden for USB 2.0 er mere end dobbelt så høj som den mængde data, der kan skrives på en dvd ved 16x hastighed. 

Altså behøver du slet ikke USB 3.0, hvis du kun skal brænde og læse dvd-er.

Køber du derimod et Blu-ray-drev, og vil du gerne nyde godt af den fulde hastighed, du kan brænde Blu-ray-skiver med? Så er USB 3.0 nødvendigt.

I magasinet Komputer for alle går vi endnu mere i dybden med, hvordan du brænder en dvd-film. Det kan du læse alt om artiklen, som du finder i Fordelszonen.

Måske er du interesseret i ...