hvordan virker GPS navigation? få svaret her

Hvordan virker GPS navigation? Få svaret her.

Sådan virker GPS-navigation

Din smartphone ved altid, præcis hvor på Jorden du befinder dig, takket være dens indbyggede GPS-chip. Men hvordan virker GPS navigation? Læs her, hvordan den avancerede teknologi bag GPS-systemet virker.

15. oktober 2018

Takket være sin indbyggede GPS-chip ved din smartphone altid, hvor du befinder dig. Men hvordan virker GPS navigation og teknologien bag? 

Her får du et indblik i den fascinerende teknologi kaldet GPS, som står for Global Positioning System.

Hvad er GPS navigation?

GPS er i dag så udbredt, at det kan være svært at huske, hvordan vi engang klarede os uden – men det er faktisk blot 10-15 år siden, at GPS-teknologien begyndte at slå igennem blandt private brugere. 

Dengang fandt vi vej ved hjælp af en grovkornet skærm i en stor GPS-enhed, som vi satte fast i forruden på vores bil. 

Siden er GPS-teknologien skrumpet så meget, at vi også har både mobiltelefoner og slanke armbåndsure med indbygget GPS. Nu bruges GPS-teknologien derfor til mange flere formål: Du kan fx gemme din position sammen med de billeder, du tager på telefonen. 

Du kan også bruge GPS-registreringen på mobilen til at gemme alle oplysninger om din løbetur eller bestille en taxa til din præcise position med et tryk i en app. 

Hvordan virker en GPS?

GPS systemet er baseret på GPS-satellitter som kredser om Jorden i cirka 20.000 kilometers højde. 

GPS-satelitterne er udstyret med atomure og udsender oplysninger om tidspunktet og deres position. Forsinkelsen på signalets vej til dig bruges så til at udregne afstanden til satellitten.

sådan virker gps navigation

GPS systemet er baseret på GPS-satellitter som kredser om Jorden i cirka 20.000 kilometers højde. 

Din GPS-modtager skal fange signalet fra mindst fire satellitter – og ved at beregne afstanden til dem kan GPS-modtageren finde ud af, præcis hvor du er. 

Der er nemlig kun ét punkt, der befinder sig i nøjagtig dén afstand til alle fire satellitter.

Det amerikanske militær kontrollerer GPS

GPS var fra begyndelsen et rent militært anliggende. Den første GPS-satellit blev sendt i kredsløb om jorden i 1978, og Golfkrigen i 1990 blev den første krig, hvor GPS spillede en rolle. 

Dengang var GPS-modtagerne dog store og klodsede, og først i 1993 var GPS-systemet fuldt funktionsdygtigt. 

I dag bliver GPS brugt til mange civile formål, men det er stadig det amerikanske luftvåben, der administrerer GPS.

I alt 65 satellitter med GPS er sendt i kredsløb om jorden, og 31 af dem er stadig i brug. 

Sådan virker kortet i din telefon

GPS-chippen i din telefon er i princippet ligeglad med, om du står i din baghave eller plasker rundt ude midt i Stillehavet. Den regner blot ud, hvor du befinder dig i verdensrummet i forhold til GPS-satellitterne. 

For at kunne bruge GPS-positionen i din telefon til noget skal den kombineres med et kort, altså en navigations-app. 

Ved konstant at hente din GPS-position og sammenligne den med tidligere målinger kan en kort-app foruden din placering også regne ud, hvor hurtigt du bevæger dig.

Så kan du fx få en advarsel, hvis du overskrider hastighedsbegrænsningen for den vej, du kører på.

Find den bedste GPS-app til mobilen

Udbuddet af GPS-apps til mobilen er noget af en jungle, da der findes et utal af apps fra forskellige udbydere. 

Forskellen på, hvor nemme og hurtige de forskellige apps er at anvende i praksis er dog kæmpestor. 

I Komputer for alle nummer 16/2018 tester vi 5 GPS-apps til din mobil, og vi kan røbe, at det ikke er den meget populære app Google Maps, der løber med sejren. 

Lige nu kan du få et nummer af Komputer for alle og adgang til Fordelszonen med over 300 programmer og tilhørende trin-for-trin-guider på dansk for kun 29 kroner. 

Se tilbuddet her. 

Måske er du interesseret i ...