Philips-skærmen 34B2U6603CH er skabt til at klare lidt af hvert på hjemmekontoret.
De 34 tommer i høj opløsning gør skærmen velegnet til at have to-tre vinduer åbne ved siden af hinanden samtidig.
Hvis du sidder lidt skråt i forhold til skærmbilledet, ser farverne en smule udvaskede ud. Derfor er det også en fordel, at skærmen er en anelse buet, så du ser mere direkte ind på de yderste kanter, når du sidder midt for skærmen.
34B2U6603CH kan meget mere end blot vise billedet fra pc'en, for der er indbygget en såkaldt KVM-switch. Det betyder, at du blot skal trække et USB-kabel fra din bærbare for at få adgang til blandt andet USB-porte og kabelnetværk via skærmen, og du lader endda computeren op samtidig.
På toppen af skærmen sidder et udmærket webkamera, og vi var egentlig fint tilfredse med lydkvaliteten i både skærmens højtalere og mikrofon, så det er ikke strengt nødvendigt at tilslutte ekstraudstyr for at holde et videomøde. Hvis du alligevel bruger et headset, kan du hænge det på en bøjle, der kan klappes ud på siden af skærmen.
Foden sørger for, at skærmen står roligt og stabilt på bordet, og der er fint styr på kablerne takket være en klemme, der holder dem skjult bag foden.
