Lenovo Yoga 9i 2-in-1 Aura Edition

En fabelagtig skærm og smarte detaljer bliver kombineret med et lidt middelmådigt tastatur i Lenovos nye, slanke 2-i-1 pc.

Lenovo Yoga 9i 2-in-1 Aura Edition

Det tager kun få sekunder at klappe tastaturet 360 grader rundt og dermed forvandle pc'en til en tablet.

Yoga 2-in-1 Aura Edition er en let og slank bærbar pc, som du på få sekunder kan forvandle til en tablet. Du skal bare klappe tastaturet 360 grader rundt, så det havner på bagsiden af skærmen.

Computeren opfatter med det samme, hvad der er sket, og slår tastaturet fra, så du kan betjene Windows med fingrene på skærmen i stedet for.

Det er en ren fornøjelse at bruge computeren på den måde, for skærmen er fremragende. Den bruger OLED-teknologi, som giver en virkelig flot kontrast. OLED kan nogle gange have problemer med lysstyrken, men det er der ikke antydning af her.

Lysforurening fra tasterne

Da vi brugte computeren på mere traditionel vis ved hjælp af tastaturet, var vi knapt så glade.

Tasterne har ikke så meget bevægerum, fordi computeren er så slank, og det er svært at skrive hurtigt. Desuden er der en lille åbning under hver tast, hvor belysningen skinner ud og blænder en smule, hvis du sidder i et lidt mørkt lokale og kigger skråt ned på tasterne.

Der er en håndfuld praktiske genvejstaster til blandt andet at styre lys og lyd, men det er en besynderlig beslutning at placere to næsten ens stjernesymboler på to taster med forskellige funktioner. Den ene åbner Lenovos lidt overflødige AI-assistent, og den anden kan tildeles en funktion efter frit valg. Det kunne godt være gjort lidt mere gennemskueligt.

Gennemtænkte detaljer

For et års tid siden testede vi en tidligere generation af Yoga 9 2-in-1, og Lenovo har foretaget nogle fornuftige opgraderinger siden da. Udover en hurtigere processor er der også dobbelt så meget lagerplads i denne udgave.

Det er en god idé, for under den indledende opsætning af computeren, kan du vælge at tænde for Windows-funktionen Genkald. Det får Windows til løbende at gemme skærmbilleder af alt, hvad du foretager dig på computeren, så du senere kan søge i skærmbilledernes indhold. Genkald kan hurtigt optage adskillige gigabytes, men med en SSD på en terabyte burde du have rigeligt med plads.

Lenovo Yoga 9 2-in-1 Aura Edition har mange gennemtænkte detaljer. Fingeraftrykslæseren sidder fx perfekt placeret i nederste højre hjørne af tastaturet, hvor den er nem at finde og lægge pegefingeren på, så du bliver logget på Windows i en fart.

Over skærmen kan du lukke for webkameraet med en fysisk skydeklap, så du er sikker på at holde dit privatliv helt privat.

Lenovo Yoga 9i 2-in-1 Aura Edition tastatur

Der slipper mere lys ud under tasterne end gennem dem. Det er irriterende særligt i mørke omgivelser.

Lenovo Yoga 9i 2-in-1 Aura Edition

Lenovo Yoga 9i 2-in-1 Aura Edition

Karakter: 8.6/10
Pris: 14.122 kr
Mærke: Lenovo
Testdato: 27. oktober 2025
8.6 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Fabelagtig skærm
Mange gode detaljer
Minus
Tastaturet lever ikke op til resten af pc'en
Konklusion
En fleksibel 2-i-1 computer med en fantastisk skærm, men tastaturet trækker den samlede oplevelse ned.
Specifikationer
Computer
Type
2-i-1 pc
Processor
Intel Core Ultra 7 258V
Grafikkort
Intel Arc Graphics
Hukommelse (RAM)
32 GB
Lagerplads
1 TB
Skærmstørrelse
14"
Skærmopløsning
2880 x 1800 pixels, 16:10
USB-porte
3 x USB-C, 1 x USB-A
Tilslutninger
Hovedtelefon
Netværk
Wi-Fi 7, Bluetooth 5.4
Mål
31,6 x 22 x 1,3 cm
Vægt
1,64
Batteritid
Cirka 14 timer
Touchskærm
Ja
Styresystem
Windows 11 Pro
CPU Mark
22474
2D Mark
739
3D Mark
5223
Memory Mark
3684
Disk Mark
48375
Benchmark (højest er bedst)
6738