Lenovo V330 er en stor bærbar. Skærmen er på 15,6 tommer, og den er omgivet af en bred kant. Den brede skærm smitter af på resten af computerens mål, der er noget større end mange andre bærbare med en tilsvarende skærmdiameter.
De store dimensioner har givet plads til både et behageligt tastatur og et sæt numeriske taster i højre side. De numeriske taster måtte godt have været lidt bredere, og der er faktisk cirka 1,5 centimeter på hver side af tastaturet, som kunne være blevet brugt til udvidelsen.
Lige foran det numeriske tastatur, sidder en fingeraftrykslæser, der hurtigt genkendte min pegefingers mønster og loggede mig på computeren.
I siderne er computerens rummelige kabinet til gengæld rigtig godt udnyttet. Der er et stort udvalg af tilslutningsmuligheder, og der er endda blevet plads til tre sjældne gæster i moderne bærbare pc’er: en VGA-port, et stik til kabelnetværk og en slank dvd-brænder.
Skærmen har et fint billede med en mat overflade. Alt står skarpt og flot. Ved mørke billeder kan man se, at skærmens kontrast halter en smule, og sorte områder i billedet har et svagt gråligt skær over sig. Der er også lidt problemer med betragtningsvinklen, så skærmens billede toner ud, hvis man ikke sidder med øjnene lige foran skærmen.
Hurtig SSD
V330 skiller sig først og fremmest positivt ud på ydelsen. Det er ganske enkelt en computer, som er hurtigere, end den burde være, når man tager prisen i betragtning. SSD’en er tilsluttet via et M.2-stik inde i computeren. Det giver en overførselshastighed, som er blandt de bedste, vi har målt. Det er ret imponerende i en pc i denne prisklasse. Også processoren, som er fra Intels seneste generation, ligger i den hurtige ende – og samlet set giver det altså en bærbar, der er mærkbart hurtigere til at vise hjemmesider og udføre almindeligt arbejde i Windows-programmer end de fleste konkurrenter i dette prislag.
Det er også en smart funktion i disse overvågningstider, at man kan skyde en klap hen foran webkameraet over skærmen. Det forhindrer hackere, der har fået adgang til din pc, i at holde øje med, hvad der foregår i rummet, hvor pc’en står.
Find laveste pris:
