OmniBook X Flip 14 er en vellykket blanding af computer og tablet.
Du skal bare vippe skærmen om på bagsiden for at forvandle den lette Windows-pc’en til en tablet på 14 tommer. Tastaturet slår automatisk fra, og så kan du ellers styre alt med en fingerspids eller to på skærmen.
Bortset fra at den er lidt buttet, virker den omdannede computer faktisk som at sidde med en tablet mellem hænderne. Skærmen har en berøringsfølsom overflade, men den er ikke særlig blank, og der er ikke nogen generende lysreflektioner.
Tastaturet er svært at skrive på
Tastaturet er en smule særpræget – og desværre ikke på en god måde.
Tasterne er helt flade, og de er kun adskilt af et lille mellemrum. Derfor er det lidt svært både at se og mærke grænserne mellem tasterne, og det er ikke nemt at skrive blindskrift. I vores skrivetest lå vi langt under vores sædvanlige indskrivningstempo, og vi lavede også flere fejl, fordi tasterne ikke giver så god feedback, når de trykkes ned.
De flade taster er på den anden side en fordel, når du vipper skærmen helt om på bagsiden, for de føles næsten som en ensartet overflade, når du holder om computeren med en hånd hen over tasterne.
OmniBook X Flip 14 er en såkaldt Copilot+ PC, så du kan bruge de særlige AI-muligheder i Windows, der fx giver nemmere billedbehandling og særlige funktioner i videosamtaler.
Computerens ydelse er lavere, end prisen egentlig lægger op til, så du betaler lidt ekstra for muligheden for at bruge OmniBook X Flip som tablet.
Lang batteritid
Strømmen leveres via et USB-C-stik, der skal i en af de to porte i venstre side. Portene sidder ikke så praktisk placeret, hvis stikkontakten er bag computeren, og du vil tilslutte et eller andet i USB-A-porten eller HDMI-udgangen, der sidder placeret tættest på det bagerste hjørne.
I det mindste er opladeren lille og nem at tage med. Og så er den oven i købet forbundet til en stofbeklædt ledning, der ikke filtrer sammen, når du kaster den ned i computertasken.
Efter en fuld opladning kunne vi typisk bruge computeren i en hel arbejdsdag, og så var der strøm nok til overs til et par ekstra timer, så vi endte på cirka 10 timers batteritid i gennemsnit.
Det usædvanligt flade tastatur er en fordel, når du skal holde om computeren som en tablet, men det er ikke godt at skrive på.
