Giv pc’en et nyt liv efter Windows

I 2025 er det slut med opdateringer til Windows 10, men din pc kan sagtens leve videre i mange år endnu, hvis du erstatter Windows med det fremragende Ubuntu styresystem.

Er du klar til at stille din gode, gamle Windows 10-computer ind bagerst i skabet, når Microsoft i 2025 lukker for de sidste sikkerhedsopdateringer til styresystemet – eller måske ligefrerm sende pc’en direkte til storskrald i erkendelsen af, at den har løst den allersidste opgave for dig?

Stort spild af ressourcer

Så er du ikke alene. En ny rapport fra analyseinstituttet Canalys anslår således, at svimlende 240 millioner Windows 10-computere på verdensplan formentlig vil blive forvandlet til teknologisk skrot frem mod 2025, fordi de ikke kan køre Windows 11 og Windows 10 samtidig ikke længere modtager kritiske sikkerhedsopdateringer.

Microsoft står ikke alene med en beslutning om at forvandle gode computere til affald. I de kommende år vil det også være slut med opdateringer til Mac-computere i takt med, at Apple udfaser understøttelsen af computere med Intel-processorer. Det sker, fordi Apple for nogle år siden begyndte at producere egne CPU’er. Med andre ord kan belastningen for miljøet og brugernes tegnebøger blive endnu højere end i Canalys’ prognose.

Som mange andre ejer jeg også et par computere, der ikke kan installere Windows 11 og dermed er usikre at bruge efter 2025. Maskinernes komponenter fejler dog ingenting, så for et par måneder siden gik jeg i gang med at lede efter et værdigt alternativ til Windows.

Du behøver ikke Windows

Hvis du ligesom jeg kan lide at have programmer installeret på pc’en, er en Linux-udgave et mere oplagt valg end ChromeOS, som vi har beskrevet her i bladet for nylig. For mig er valget faldet på Linux-systemet Ubuntu, fordi denne variant modtager sikkerhedsopdateringer i fem år, før du eventuelt må installere en nyere udgave af Ubuntu, og fordi styresystemet simpelthen er visuelt indbydende og nemt at gå til.

Den ene af mine ældre pc’er er en glimrende Samsung ATIV Book 9 fra 2012, som oprindeligt blev købt med Windows 8 og siden opgraderet til Windows 10. Installationen af Ubuntu forløb fuldstændig uproblematisk på denne 12 år gamle maskine, og selve systemet kører også langt bedre og lettere end Windows.

Det installerede Ubuntusystem fylder kun 11,4 GB på harddisken inklusiv en indbygget kontorpakke, så det kræver heller ikke nogen stor lagerkapacitet på din pc. Den afgørende prøve i mit lille eksperiment var at installere programmer og min printer i Ubuntu, og det foregik fuldstændig smertefrit. Hele processen har nu forlænget min gode pc’s liv med mindst fem år.

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.

Hent programmer