Den bærbare computer Modern 15 fra MSI er et godt køb, hvis du er på udkig efter en kontor-pc uden de store dikkedarer.
Computerens design er temmelig anonymt. Dens ydre er holdt i bedøvende nuancer af grå, og formen er kantet og en smule klodset. Det er en pc, der er bygget til at være funktionel – ikke til at imponere på en smart café.
Pc’en har ikke en overvældende ydelse, og da slet ikke til 3D-grafik og computerspil. Til gengæld er der et fornuftigt forhold mellem prisen og det, du får.
Processor, ram og SSD ser ud til at være valgt for at få mest muligt for pengene, så selv om Modern 15 langt fra er nogen hurtig computer, så klarer den alligevel dagligdags arbejde i Windows uden irriterende forsinkelser.
Glimrende tastatur
Modern 15 egner sig særligt godt til kontorarbejde med fx tekstbehandling og internetbrug.
Det gode tastatur inviterer til at skrive løs i timevis, for tasterne er en klasse bedre, end vi er vant til i denne prisklasse. De kan trykkes forholdsvis langt ned og giver en fin respons, og så er de effektivt belyst nedefra, så det er nemt at aflæse tegnene under alle lysforhold.
Ude til højre er der oven i købet blevet plads til et numerisk tastatur til alle os, der holder af regneark. Taltasterne er ganske vist lidt smalle, men vi lærte at sætte pris på dem efter lidt tilvænning.
Masser af tilslutningsmuligheder
Der er et bredt udvalg af tilslutninger i siderne. Her finder du fx hele tre USB-A-porte og en mere moderne USB-C-port. Du får også HDMI, kabelnetværk og en kortlæser til microSD-kort, så det er egentlig svært at ønske sig mere. Det skulle da lige være muligheden for at oplade via en USB-C-port i stedet for MSI’s egen løsning.
Skærmens kvalitet er lidt på det jævne, men den har i det mindste en mat overflade, der ikke giver generende genskin fra solen eller lamper i rummet, du sidder i.
Du kan klappe skærmen 180 grader op, så den ligger fladt på bordet i forlængelse af tastaturet. I nogle situationer er det faktisk rart at kunne vippe skærmen lidt længere op end de cirka 135 grader, som mange computere af denne type kan præstere.
Det numeriske tastatur er for smalt til, at du kan lægge en finger på hver talkolonne, så du må nøjes med at ramme tallene med en spids pegefinger. Men det vænnede vi os hurtigt til, og det er et stort plus, at computeren rent faktisk har et numerisk tastatur.
